Henter kommentarer

Dansk Aktionærforening kalder nyt bud en sejr


Det nye bud til Hartmann-aktionærerne er en foreløbig sejr.

Sådan lyder det fra direktøren i Dansk Aktionærforening, Mikael Bak.

»Vi er glade for at det er lykkedes at få hævet buddet til med 20 pct. til 360 kr. Det vi ser, at det kan betale sig, at vi står sammen som privatinvestorer,« skriver Mikael Bak i en sms til Euroinvestor.

Det nye bud på æggebakkeproducenten Brdr. Hartmann erstatter det første bud på 300 kr. pr. aktie., som Stadil-familiens selskab Thornico afgav i september. Buddet skabte stor ballade blandt aktionærerne, fordi det lå 1 kr. under aktiens daværende kurs og Thornico ønskede i samme ombæring at afnotere Brdr. Hartmann. 

Læs også: Jan risikerer at blive kørt over af storaktionær: 'Jeg er virkelig rystet'

Det fik aktionærforeningen til at samle private aktionærer i fælles front mod Thornicos planer.

 Dansk Aktionærforening har formået at samle 3 pct. af stemmerne, ifølge foreningen, fra 725 forskellige investorer. Mikael Bak fortæller, at han senere torsdag vil indkalde styregruppen blandt disse investorer for at drøfte, hvordan man skal forholde sig til buddet.

Selvom det endnu ikke står klart, hvordan aktionærforeningen vil forholde sig, så glæder direktøren sig trods alt over, at der nu sker noget.

»Vi har noteret, at de større institutionelle investorer allerede har takket ja til kurs 360 kr. Selvom vi stadig mener, at værdien kunne være højere, så må vi også være realistiske og trods alt fejre, at vi har vundet en sejr ved at få buddet hævet med 20 pct.,« skriver Mikael Bak. 

Brdr. Hartmann afholder generalforsamling 16. oktober, hvor der skal stemmes om afnoteringen. 

Læs også: Mener dansk aktie er markant undervurderet: 'Et trist forløb'

Læs også: