Bruun Rasmussen, det danske ikoniske auktionshus, er blevet solgt til en af de største aktører på auktionsmarkedet, britiske Bonhams.

Det oplyser Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

»Jeg har netop slået det største og mest skelsættende »hammerslag« i Bruun Rasmussens historie med salget til Bonhams. At have ført an i auktionshusets begivenhedsrige rejse i så mange år er et privilegium, og jeg ser nu frem til, at vi bliver en del af den fortsatte færd mod endnu større horisonter – dette i fællesskab med Alexa og Frederik. Jeg er stolt over, at vores virksomhed har nået et niveau, hvor den er attraktiv for det verdenskendte auktionshus Bonhams,« lyder det fra Jesper Bruun Rasmussen i meddelelsen.

Bruun Rasmussen har siden 1948 formidlet kunst i centrum af København og tæller i dag mere end 140 fastansatte.

Baggrunden for salget af det danske auktionshus skyldes et ønske om at fremtidssikre Bruun Rasmussen, lyder det.

»Beslutningen har krævet mange overvejelser, da auktionshuset har været i familiens eje gennem næsten 75 år og således er at betragte som hjerteblod for familien. Det har været afgørende for ham, at auktionshuset bliver ført videre med respekt for historien og i den ånd, som er opbygget gennem årtier. Der har været en lang række stærke internationale interessenter, men familien Bruun Rasmussen har givet sig god tid til at finde den nye rette ejer med samme værdigrundlag som dem selv,« står der i pressemeddelelsen.

Bonhams er ligeledes en ældre spiller på auktionsmarkedet og er i dag et af verdens førende auktionshuse for kunst, samleobjekter, klassiske luksusbiler og smykker.

Bonhams har siden 2018 foretaget flere store investeringer – særligt i digitalisering, marketing og nyansættelser.

I 2020 omsatte Bruun Rasmussen for 540 mio. kr..

Læs også: Investorer tordner mod Lars Tvede

Læs også: Ikonisk maleri ventes at slå rekord