Dansk bank forkæler aktionærerne


Sydbank har besluttet at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på 600 mio. kr.
Det skriver banken i en fondsbørsmeddelelse torsdag eftermiddag.
Aktietilbagekøb betyder, at et selskab bruger penge på at købe dets egne aktier tilbage i markedet. De købte aktier tages ud af handel, hvilket sænker antallet af tilgængelige aktier i markedet. Et aktietilbagekøb driver alt andet lige aktiekursen op, fordi selskabets værdi fordeles på færre aktier.
Læs også: Se listen: Disse banker har opjusteret forud for halvårsregnskaber
Sydbanks aktietilbagekøbsprogram bliver igangsat mandag den 10. juli 2023 og vil være afsluttet senest den 31. januar 2024. I denne periode vil banken opkøbe op til 4 mio. aktier.
»Aktietilbagekøbet sker med henblik på nedsættelse af bankens selskabskapital med de under programmet købte aktier,« fremgår det af fondsbørsmeddelelsen.
Torsdag eftermiddag står Sydbank-aktien i kurs 306,4 kr.
Læs også: Value-investor har købt op i defensiv aktie: 'Et attraktivt afkast for et stabilt selskab'
Tilbage i midten af juni opjusterede Sydbank sine forventninger til resultatet for 2023.
Forventningerne blev opjusteret til et resultat efter skat i intervallet 2.600-2.900 mio. kr. for 2023. Tidligere forventede banken et resultat efter skat i intervallet 2.300-2.600 mio. kr.
Opjusteringen skete på baggrund af »en fortsat stigning i basisindtjeningen som følge af stigende renter og en fortsat stram omkostningsstyring,« skrev banken.
Sydbank-aktien er gået frem med lige over 49 pct. det seneste år.
Læs også: Flere analytikere venter en opjustering fra Novo Nordisk