Du bør se porteføljen igennem og overveje dine aktier grundigt.

Det er rådet fra den danske formueforvalter Othania, der forvalter omkring 600 mio. kr.  Få store aktier har skabt massive stigninger på aktiemarkedet i år, men kursfald truer forude, advarer investeringsdirektør Vincent Dilling Larsen. 

Han ser et særligt scenarie forude, hvor aktierne falder, fordi den amerikanske centralbank - Federal Reserve - fortsætter med sin stramme den økonomisk kurs. Det vender vi tilbage til.

Hvis du har satset på disse få stærke aktier fra før, har du slået markedet markant i år. Spørgsmålet er, om du tror på, at trenden fortsætter, eller om vi står over for en ændring i markedets dynamik, forklarer han.

S&P 500-indekset er eksempelvis steget med imponerende 18 pct. i år, mens det ligevægtede S&P 500-indeks, hvor alle aktier bidrager lige meget, kun er steget 3 pct. Det giver en markant forskel på 15 procentpoint. Skævheden i afkastet ses også, når vi zoomer ind på de forskellige områder - sektorer - i aktiemarkedet. Teknologiaktierne er skudt i vejret med 45 pct., mens stabile forbrugsgoder er faldet 5 pct., påpeger investeringsdirektøren.

»Det rejser spørgsmålet om risikospredning i aktieporteføljen og nødvendigheden af at diversificere investeringerne på tværs af forskellige sektorer. For den private investor kan dette opnås relativt let gennem ETF'er,« forklarer han.

Formueforvalteren forventer, at den amerikanske centralbank vil være helt sikker på, at den har bekæmpet inflationen. Konsekvensen? At prissætningen på aktiemarkedet kommer under pres - kort sagt: Kursfald.

Advarslen fra formueforalteren kommer på et tidspunkt, hvor der stadig er liv i håbet om en såkaldte blød landing, altså en situation, hvor centralbanken kan bekæmpe inflationen uden at sende verdens største økonomi ud i en recession. Investorer spejder derfor efter, hvornår centralbanken er færdig med at hæve renterne. Udsigten til lavere renter skaber den seneste positive stemning, bemærker Vincent Dilling-Larsen.

 Men det er for tidligt, advarer han:

»Mens mange er optimistiske og forventer yderligere markante fald i inflationen og en mere lempelig tone fra Fed, mener vi, at vi stadig står over for et behov for yderligere inflationstilbagegang og stabilisering, før Fed føler sig tryg. Vi tror derfor mere på, at Fed fastholder en stram pengepolitik med højere renter og strammere udlånsregler, hvilket sandsynligvis vil presse aktiemarkedets prissætning,« udtaler han.

»Vi ser allerede tegn på, at de strammere finansielle forhold via stigende misligholdelser på kreditkortsgæld, billån og high-yield obligationer.«

Den danske kapitalforvalter hæfter sig omvendt ved, at det amerikanske arbejdsmarked fortsat er stærkt, og at forbrugerne i deres optik stadig har noget opsparing, der kan bruges af et stykke ind i 2024. Det kan modvirke nogle af de negative økonomiske konsekvenser, bemærker investeringsdirektøren.

Othanias investeringsmodel har lige nu en neutral anbefaling mellem aktier og obligationer. Det betyder, at Othania har 50 pct. placeret i aktier og 50 pct. placeret i obligationer.

»Vi investerer kun i obligationer via ETF’er eller investeringsforeninger. Vi har naturligvis en eksponering mod danske stats- og realkreditobligationer og derudover har vi en stor spredning mod globale statsobligationer, AAA-ratede virksomhedsobligationer og ikke mindst globale inflationssikrede obligationer,« forklarer Vincent Dilling-Larsen.

»Samlet set mener vi, at dette giver en god global risikospredning inden for obligationssegment.«

Du kan læse mere om Othanias investeringer i Dansk formueforvalter advarer mod stort skifte.

Othania forvalter omkring 600 mio. kr. på tværs af fem fonde med penge fra 1.000 investorer.

Læs også: Kapitalforvalter: Sådan får du sikre afkast de næste 100 år

Læs også: Kapitalforvalter advarer: Efter 40 år er der en stor ændring på vej i markedet