Henter kommentarer

Dansk investeringsforening har slået markedet: Dette har de lært


En dansk investeringsforening har siden dens start formået at slå det globale aktiemarked.

Det drejer sig om MW Compounders, som har leveret et afkast på over 50 pct. siden investeringsforeningens start i november 2020. I samme periode har MSCI World-indekset leveret et afkast på 31 pct.

Bag investeringsforeningen står porteføljemanagerne Dan Wejse og Johannes Møller. De to investorer er begejstrede for foreningens afkast indtil videre, fortæller Dan Wejse til Euroinvestor.

»Det er vi glade for. Det vigtigste for os er, at vi laver nogle gode resultater til vores medinvestorer. De, som har været med fra starten, har fået et godt afkast, og det er rart at se,« siger Dan Wejse.

Læs også: Antallet af boliger til salg står stille - det betyder det

Han håber, at succesen er skabt af MW Compounders strategi, som er fokuseret på investering i compounder-aktier.

»Vi kigger efter selskaber på gode langsigtede rejser, men gode selskaber skal også købes på et tidspunkt, hvor værdiansættelsen er den rigtige, og det bruger vi meget krudt på at finde. Det synes jeg generelt, at vi er lykkedes med, og på det sidste har vi også fået solgt nogle af de aktier, som har gjort det rigtig godt, for at putte kapitalen ind i noget andet, hvor vi ser mere upside,« siger Dan Wejse.

Hjemtagning af gevinst er netop en af de ting, som porteføljemanageren peger på, når han reflekterer over, hvad de to investorer har lært undervejs. 

Læs også: Vestas-analytiker fælder dom over vindmøllegiganten

Det var især i løbet af 2022 og indtil videre i 2023, at de to har øvet sig i at sælge, når aktierne er steget tilpas, og det skyldes en lærestreg fra tidligere, afslører porteføljemanageren:

»Da vi gik ud af 2021, som havde været et godt år, var der måske nogle af vores aktier, der havde gjort det godt, som vi ikke fik reduceret nok i, fordi vi blev lidt forelskede i dem,« siger Dan Wejse. 

Selvom forelskelse ofte forbindes med noget rart i det virkelige liv, er det ikke en brugbar følelse på aktiemarkedet ifølge porteføljemanageren.

 »Det kan ikke nytte noget, har vi måttet indse. Hvis aktierne har gjort det godt, og værdiansættelsen ikke er attraktiv længere, skal vi sørge for at få dem solgt, hvis vi har nogle andre alternativer,« siger Dan Wejse.

Læs også: Børshuse om Novo Nordisk-aktien: Der er mere at komme efter

Han peger på det svenske selskab Note som en af deres mest succesfulde investeringer, og netop dette selskab er et, som de to investorer har hjemtaget profit i. 

Derudover peger han også på den danske medicinalgigant Novo Nordisk, som en af de aktier, der har hjulpet på MW Compounders fine afkast. Det er dog også en aktie, som de har besluttet at sælge ud af.

Selvom disse aktier har været solstrålehistorier for den danske investeringsfond, kan Dan Wejse også se tilbage på nogle knap så succesfulde investeringer undervejs.

Her peger han på Prosus og Naspers, som er to selskaber, der er tungt investeret i den kinesiske spiludvikler Tencent. 

Læs også: Nordnet: Det kan forklare Novo Nordisk-aktiekursen lige nu

Derudover peger Dan Wejse på Boozt og Puma, som to aktier MW Compounders burde have solgt ud af, mens det gik godt.

»Det har været nogle af de dyre lærepenge,« siger Dan Wejse.

MW Compounders seneste indkøb til porteføljen var den amerikanske dagligvarekæde Sprouts Farmers Market. Du kan læse mere om den investering her.

Læs også: Nordnet om Vestas-regnskab: Her er dommen

Læs også: Novozymes skruer ned for forventningerne