Der er penge på vej til aktionærerne i det danske tørlast- og produkttanksrederi D/S Norden.
Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2025, der er blevet offentliggjort onsdag morgen, som du kan læse mere om her.
Her fremgår det, at Norden foreslår et udbytte på 2 kr. per aktie for fjerde kvartal, hvilket svarer til i alt 35 mio. dollar.
Udbytte er en del af et selskabs overskud, som kontant udbetales til aktionærerne, som jo er medejere af virksomheden. Udbytte er også kendt som en form for udlodning. Størrelsen på udbyttet indstilles af selskabets bestyrelse, som derefter godkendes ved generalforsamlingen.
Derudover vil rederiet igangsætte et nyt aktietilbagekøbsprogram på 25 mio. dollar.
Aktietilbagekøb betyder, at et selskab bruger penge på at købe dets egne aktier tilbage i markedet. Det er forenklet sagt en måde at sende selskabets indtjening videre til aktionærerne på.
De købte aktier tages ud af handel, hvilket sænker antallet af tilgængelige aktier i markedet.
D/S Norden-aktien har været i storform gennem de seneste tolv måneder, hvor den er steget med knap 42 pct.
Alene i 2026 er Norden-aktien steget med 15 pct.

