Henter kommentarer

Danske aktier i store fald: 'Det er voldsomt at se'


»Det har vi ikke set før i år, så det er voldsomt at se.«

Det påpeger aktiechef Michael Friis Jørgensen fra HC Andersen Capital efter en lang række store danske aktier er sendt ud i opsigtsvækkende kurssving.

»Det er et signal om, at investorerne er blevet nervøse oven på torsdagens udvikling i USA og forud de danske regnskaber, der kommer de næste uger,« udtaler han.

»Det er nogle af de dyre aktier, der falder tilbage,« tilføjer aktiechefen.

I bunden af Danmarks toneangivende aktieindeks - C25-indekset - finder vi torsdag medicoselskaberne Coloplast og Ambu, høreapparatgiganten GN Store Nord og biotekselskaberne Zealand Pharma og Bavarian Nordic. Du kan klikke på de enkelte aktier og se, hvad det koster at få fingrene i aktierne. 

Læs også: C25-kæmpe hårdt ramt – falder 8 procent 

I hans optik tager investorer gevinst hjem i nogle af de aktier, der har klaret sig pænt. Aktierne er i hans øjne også påvirket af dollarfald og rentestigninger, der har gjort investorerne nervøse.

»Jeg tror, at investorer sælger ud af aktierne, fordi de forsøger at sikre deres gevinster,« udtaler han.

Aktier med en høj prisfastsættelse bliver hårdere ramt af rentestigninger, bemærker aktiechefen.

Han henviser til, at danske virksomheder gang på gang har vist, at de evner at tjene penge selv i usikre tider. Derfor har investorerne været villige til at give flere penge for at få del i selskabernes overskud. 

Men når selskaberne på den måde handler på høje P/E-værdier, bliver de også mere sårbar over for rentestigninger, som vi ser torsdag, bemærker aktiechefen.

Det skyldes, at renten har betydning for, hvordan de professionelle analytikere vurdere nutidsværdien af et selskabs fremtidige indtjening.

Jo højere rente, jo lavere bliver nutidsværdien af selskabernes fremtidige indtjening. En højere rente rammer derfor i særlig grad vækstaktierne frem for valueaktierne, fordi vækstaktierne relativt set har en større del af deres indtjening længere ude i fremtiden.