Hvis du er fristet af billige, europæiske aktier, så skal du se dig godt for, lyder rådet fra Danske Bank.
Det gælder særligt europæiske value-aktier, forklarer Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen. Det skal ses i lyset af, at krig, rentefrygt og udsigten til recession har banket kursen ned på en lang række europæiske aktier. Det er ikke ensbetydende med, at du bør købe dig bredt ind i europæiske aktier.
»Jeg ville ikke købe value-aktier nu. Bare fordi de er billige, så er de ikke nødvendigvis et køb. Value-aktier kan være billige meget længe,« påpeger strategen.
Læs også: Aktieordbog: Det dækker investeringsbegreberne over
Value-aktier dækker over aktier i selskaber, hvor aktiekursen ikke afspejler selskabets fulde værdi. Value-aktier kaldes populært for billige aktier, fordi du kan købe dem for mindre, end de er værd målt på nøgletallene.
Men du risikerer at ende i en såkaldt valuetrap, hvis du køber blindt op i europæiske aktier uden at se dig for, påpeger Lars Skovgaard Andersen. En valuetrap dækker over en billig aktie, der ikke stiger i kurs.
Læs også: Topøkonom tordner: De 'skylder en undskyldning'
Årsagen? Der er udsigt til nedgang i økonomien.
Strategen vil derfor passe på med at købe sig bredt ind i aktiefonde, der satser på europæiske value-aktier, fordi fondene er typisk proppede med olieaktier og finansaktier. Det er to aktiegrupper, der fylder meget på de europæiske børsmarkeder, men også to aktiegrupper, der står til megen modvind, lyder forudsigelsen.
»Vores bankaktier har lidt medvind i Danmark i øjeblikket, men det er ikke nok til at gøre hele Europa attraktiv,« forklarer Lars Skovgaard Andersen, der forholder sig overordnet til de europæiske børsmarkeder.
Læs også: Verdens største kapitalforvalter: Markedet vil få nok af stramninger
»Bankerne vil bredt set komme under pres, når der kommer lavere aktivitet i samfundet. Hvis du har mange banker i porteføljen, vil jeg rotere over mod forsikringsselskaber,« lyder det fra Danske Bank-strategen, der har en neutral-anbefaling på finanssektoren, som også indeholder forsikringsselskaber og investeringsbanker.
»Det er vigtigt, at du vælger enkeltaktier,« mener Lars Skovgaard Andersen, der begrunder det med risikoen for recession og faldende indtjening.
Danske Bank-strategen er også forbeholden over for udviklingen i europæiske olieaktier. Ligesom bankerne vil olieselskaberne også lide under nedgang i økonomien.
»Hvis du vil have energiaktier, så vil jeg købe nogle af dem, der er med i transformationen over mod det grønne,« udtaler strategen om olie- og gasselskaberne.
Danske Bank anbefaler derimod sine kunder at fylde godt op i porteføljen med aktier inden for stabilt forbrug, sundhedsaktier samt forsyningsaktier.
Selskaberne i den del af aktiemarkedet leverer noget, som vi altid har brug – mad, medicin og strøm – uanset, om økonomien buldrer derudaf, eller der er nedgang i verden.
Danske Bank har derfor en overvægt-anbefaling på sektorerne stabilt forbrug sundhed og forsyning.
Danske Bank er ikke de eneste, der er skeptisk over for udviklingen i Europa. Det samme er man hos Nykredit. Her vurderer man, at europæiske børsselskaber bredt set står over for et kraftigt fald i indtjeningen.
»Vi venter en økonomisk nedtur i Europa, som i omfang minder om det, vi så under den europæiske gældskrise. Dengang faldt indtjeningen 15-20 pct. fra toppen. Eftersom vi ikke for alvor har set indtjeningsjusteringer endnu, så vil et friskt gæt være, at vi skal se noget, der minder om det i denne ombæring,« lyder det fra Nykredits senioranalytiker, Frederik Romedahl Poulsen, ifølge Børsen.
Du kan læse mere om value-aktier her
