Henter kommentarer

Danske Bank: Disse aktier kan blive ramt af inflation


Visse aktier kan stå over for kraftig modvind på aktiemarkederne.

Sådan lyder advarslen fra Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, over for Euroinvestor. Han påpeger, at risikoen for stigende inflation er et scenarie, som Danske Bank ser på lige nu. Stigende inflation kan føre til stigende renter, hvilket kan ramme bestemte aktier.

»Det er de meget, meget dyrt værdiansatte aktier, som vi er mest bekymret for. Det er dem, du skal du ud af i så fald. Vælg noget andet, for de har måske haft deres bedste dage. Det gælder både inden for e-handelsselskaber, elbiler og biotek, men du kan næsten finde nogle inden for hver eneste sektor,« udtaler Lars Skovgaard Andersen. Han understreger, at han ikke er bekymret for vækstaktier generelt, men blot de allerdyreste af dem.

Læs også: Saxo Bank forudser dette scenarie: Har udpeget 40 aktier, der matcher det

Inflationensspørgsmålet er blevet relevant, efter at centralbanker verden over har sprøjtet milliarder ind i økonomierne for at modvirke konsekvenserne af coronakrisen og de massive nedlukninger, som covid 19-virussen har medført.

I både USA, eurozonen samt Storbritannien er inflationsforventningerne er på det højeste niveau, bemærker Børsen på baggrund af tal for femårige inflationsswaps.

Lars Skovgaard Andersen fremhæver, at inflation – altså det at priserne bredt set med tiden stiger i samfundet – er et af målene for centralbankerne. Det gør, at forbrugere investerer eller bruger deres penge i stedet for at have pengene stående i banken, for hvis folk ikke bruger pengene, bliver værdien udhulet med inflation. Det er også en af grundene til, at Danske Bank netop har hævet sin eksponering mod indeks-obligationer til neutralt, fortæller han.

Læs også: Aktiechef om markant skifte: Det her har ramt danske aktier

»Vi går på en grå linje. På den ene side har vi et virus, der muterer, mens vi på den anden side risikerer, at inflationen 'overshooter'. Hvis renterne stiger meget, kan det ramme nogle af vækstselskaber,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.

Hos Danske Bank tror man ikke på, at inflation stiger mere end centralbankerne går efter, men man opfordrer ikke desto mindre investorer til at se ens portefølje efter i sømmene.

»Du skal se ind i din portefølje og se, om du har haft nogle aktieraketter, som er kørt meget op. Du kan sagtens have en eller to af den slags aktier, men hele din portefølje bør ikke bestå af raketter. Du skal til at passe på, for vi kan godt ende med at se nogle udrensninger rundt omkring i de enkelte sektorer. Vi er ikke der, hvor vi var i år 2000, for mange af de store selskaber tjener mange flere penge, end de gjorde dengang, så du kan ikke sammenligne det helt, endnu i hvert fald.«

Hos Danske Bank har man netop vægtet europæiske aktier op til neutral, mens man fastholder en overvægt i amerikanske small- og midcap-aktier. Lars Skovgaard Andersen fremhæver, at nogle aktier omvendt vil nyde godt af en stigende inflation og udsigten til stigende renter. Det gælder særligt aktier inden for finanssektoren, påpeger han.

Læs også: Saxo Bank om 'overset' sektor: Den kan beskytte dig mod inflations-scenarie

Læs også: Nordea: Udsigt til at aktiefesten fortsætter