Hvis du har en overvægt af danske sundhedsaktier i din portefølje, så giver det mening at justere porteføljen.
Det vurderer Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen over for Børsen. Efter et forrygende 2020 har danske aktier haltet efter andre aktiemarkeder. Investeringsstrategen mener derfor, at investorer bør udnytte den kommende genåbning af økonomierne til at rykke rundt på porteføljen.
»Du skal ikke sælge alle dine danske aktier, men det er et godt tidspunkt nu på grund af genåbningen af verden, så der er et økonomisk rationale bag at tynde ud i de danske aktier generelt og i de danske sundhedsaktier. Sørg nu for at få del i den globale spilleplade,« siger Lars Skovgaard Andersen til Børsen.
Pengene til de nye aktiekøb mener han, at man kan finde ved at trimme sidste års vindere blandt sundhedsaktierne.
»Det gælder om at udnytte, at vi har haft meget af det, der havde det godt under krisen sidste år. Hvis vi ikke udnytter det, så er det lige meget,« forklarer han over for Euroinvestor. Han mener, at man med fordel kan lade sig inspirere af stjerneinvestoren Warren Buffett, der er kendt for at have fokuseret på gode selskaber, der handles billigt målt på nøgletallene.
»Gør som Buffett og se på noget, som er billigere. Det gælder om at have noget, der er godt, når det stormer på aktiemarkedet, og noget, som gør det godt, når det buldrer derudaf. Det er cykliske aktier lige nu,« fortæller han med henvisning til sektorer som industri, råvare og finans.
»Det er ikke kombination, som vi har synderlig meget herhjemme. Der skal man i stedet kigge mere mod lande som Sverige og Tyskland,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.
Læs også: Aktieordbog: Det dækker investeringsbegreberne over
Læs også: Chefstrateg: Derfor kan bankaktierne blive attraktive

Økonom: Lever september i år op til sin dårlige historik?