Du skal sørge for at samle op i udbytteaktier - især fra en bestemt del af verden.
Sådan lyder opfordringen fra Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.
»De her aktier er simpelthen blevet for billige,« udtaler han.
Danske bank anbefaler nu sine kunder at købe aktier i selskaber, der har for vane at dele ud af overskuddet til aktionærerne. Det er typisk veletablerede selskaber med stabil indtjening, der udbetaler udbytte, f.eks. forsikringsselskaber, forsyningsvirksomheder, eller fødevareproducenter.
Danske Bank har tidligere anbefalet at købe vækstaktier - især i USA - men udviklingen har betydet, at investorer med fordel skal se efter børsguld blandt udbytteaktierne på det europæiske aktiemarkedet.
Aktieguldet skal ifølge strategen findes inden for forsikring, industri og forsyningssektoren.
»Mens du venter på, at de økonomiske udsigter bliver bedre, bliver du belønnet med udbytter,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.
Det er en del af markedet, hvor man finder aktier som Schneider Electric, ABB, Relax og National Grid.
»Du skal stille et krav til dig selv om at finde et selskab, der er vant til at betale udbytte og har det som en udbytte. Du skal ikke købe et selskab, der én gang har købt udbytte, fordi de lige har haft et enkeltstående godt år,« forklarer Lars Skovgaard Andersen.
Du får især noget ud af udbytteaktier, når du sørger for at geninvestere dine udbytter, fordi så udnytter du rentes rente-effekten, påpeger man hos Danske Bank.
Med udbytteaktier får du et afkast, uden at du skal sælge aktien. Du kan læse mere om det i Sådan fungerer udbytter.

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner