Du har nu en gylden mulighed for at rykke rundt på porteføljen og samle op i en række mulige vinderaktier.
Det påpeger Danske Bank senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.
»Vi forventer, at small cap-aktier, ejendomsaktier og forsyningsselskaber vil klare sig godt i kølvandet på rentesænkningen,« siger han og henviser til, at den amerikanske centralbank onsdag aften sænkede renten med 0,50 procentpoint.
Han nævner ikke selv konkrete aktier, men det gør storbanken Bank of America.
»Historisk set har visse aktier klaret sig exceptionelt godt efter rentesænkninger,« forklarer Skovgaard Andersen.
Læs også: Danske Bank om mulige vinderaktier: Du bør have noget af det her i din portefølje
På det europæiske marked har særligt tre aktier vist sig som vindere i lignende situationer, hvor renten er blevet sænket, bemærker Bank of America. Det drejer sig om ASML, Logitech og Smith & Nephew.
»Jeg vil dog være forsigtig med ukritisk at investere i de nævnte aktier, da der kan være nye og mere spændende aktier i spil,« påpeger Lars Skovgaard Andersen.
Han er dog enig med den amerikanske storbank i, at selskaber, der investerer i fysisk produktion og infrastruktur kan blive nogle af vinderaktierne fremadrettet.
Strategen anbefaler investorer at se nærmere på selskaber, der har specialiseret sig inden for opgradering af amerikansk produktion, datacentre og el-infrastruktur.
Det er en del af aktiemarkedet, hvor man finder selskaber som ABB og Siemens.
USA har ifølge Danske Bank-strategen under-investeret i deres produktionsapparat i over 20 år, men det ændres nu, uddyber han. Det skaber for ham at se spændende muligheder for investorer, der er villige til at se på den industrielle sektor med friske øjne.
Det er et område, som Bank of America også har set potentiale i. Storbanken fremhæver i den forbindelse selskaber som Dell Technologies, Arista Networks, Cisco, Eaton, Siemens, Vertiv, Caterpillar og Digital Realty og Equinix.
AI-relaterede selskaber er en anden gruppe, som Skovgaard Andersen fremhæver som mulige vinderaktier.
Han opfordrer investorer til at holde et vågent øje med virksomheder inden for kunstig intelligens, da disse forventes at nyde godt af den økonomiske udvikling.
Læs også: Nordea om rentemelding: »Det er meget atypisk«
Læs også: Aktiedirektør: Det her skal du altid have i porteføljen


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner