Henter kommentarer

Danske pensionskæmper lægger pres på Amazon


Tre danske pensionsgiganter stiller nu et klart krav til e-handelsgiganten Amazon.

Pensionskasserne Sampension, PenSam og PKA kræver, at Amazon i en rapport dokumenterer, hvordan de sikrer deres medarbejdernes ret til at danne fagforening.

Det skriver pensionskasserne i en fælles pressemeddelelse.

De danske pensionskasser er gået i dialog med Amazon og skrider med egne ord til handling efter »adskillige sager, som tegner et billede af alvorlige udfordringer med arbejdstagerrettighederne i Amazon«.

Selvom e-handelsgiganten blev dannet i 1994 og har knap 1,5 mio. ansatte, så blev den første fagforening stablet på benene i foråret, da 55 procent af de ansatte på et varelager i New York stemmede ja til en fagforening og organiserede sig i »Amazon Labour Union«.

Siden har Amazon slæbt fagforeningen i retten for at underkende beslutningen, ligesom handelsgiganten har anklaget foreningens forkæmpere for at have truet ansatte til at stemme ja til fagforeningen.

»Det er bekymrende, når et af verdens største selskaber med mere end halvanden million ansatte ikke respekterer helt basale arbejdstagerrettigheder. Det kan vi som investorer og repræsentanter for danske lønmodtagere ikke sidde overhørig,« siger Dewi Dylander, underdirektør og chef for ESG i PKA, og fortsætter:

»Amazon har historisk været lukkede om deres tilgang til arbejdstagerrettigheder, men nu fornemmer vi en åbning for, at vi med en samlet dansk stemme kan tale med dem om de her problemer. Derfor skal vi blive ved med gennem dialog og på kommende generalforsamlinger at holde dem op på at forbedre rettighederne for deres ansatte.«

Ifølge CNBC har Amazon investeret i overvågningsredskaber for at holde øje med fortalere for fagforeninger i deres varehuse.

Et andet Amazon-varehus i New York stemte i oktober mod at danne fagforening.

Læs også: Amerikansk storbank: Det her kan give massiv optur

Læs også: Nordnet: 'Endnu en rentestigning vil højest sandsynlig ikke udløse panik og større kursfald'