Henter kommentarer

Danskere har milliarder stående til negativ rente: Det kan du gøre


310 mia. kr.

Så mange af danskernes penge blev negativt forrentet i maj, og det er en stigning fra 13 pct. i januar i år til nu 30 pct. Det viser nye tal fra Nationalbanken.

Siden maj har flere banket sænket beløbet fra hvornår man bliver ramt af negative renter fra 250.000 til 100.000, og er derfor ikke med i den netop offentliggjorte undersøgelse.

»Det vil helt sikkert give en betydelig stigning i andelen af indlån, som forrentes negativt. At grænsen nu er på 100.000 kr. betyder samtidig, at det er blevet væsentligt sværere at undgå påvirkning af den negative rente, idet man altid bør have nogle kontanter stående – både som buffer, og til planlagte udgifter indenfor kort tid,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom i Nykredit Wealth Management.

Hun har to gode råd til dem, der er irriteret over at skulle betale minusrenter.

Læs også: Sådan kommer du i gang med at investere

»Det første man bør gøre, er at udregne hvad den negative rente rent faktisk koster. Vi oplever i Nykredit, at mange bliver positivt overrasket, når vi laver regnestykket,« siger hun.

Har man eksempelvis 300.000 stående på ens indlånskonto i et år, og er ens grænse for negative renter på 100.000 kr., skal der efter et år betales 0,6 pct. af 200.000 kr.

»Der trækkes dermed 1.200 kr. på kontoen, og dette kan trækkes fra i skat. Den reelle årlige udgift er altså i dette tilfælde cirka 840 kr. årligt, hvilket naturligvis er en irriterende udgift, men måske bør tåles, hvis pengene står kontant af en konkret årsag, for eksempel hvis pengene skal bruges igen indenfor en kort årrække,« lyder det fra privatøkonomen.

Skal man ikke bruge sine penge foreløbigt, bør man tænke i andre alternativer end blot at lade dem stå på kontoen. Det kunne enten være at nedbringe gæld eller begynde at investere.

»Investering i værdipapirer er en rigtig god måde at sikre at pengene bevarer deres købekraft, og formodentlig også stiger i værdi over tid. Det er faktisk reelt at sige, at investering sikrer, at din formue arbejder for dig, så du på sigt kan arbejde noget mindre,« skriver hun og tilføjer:

» Det er blot vigtigt at understrege, at der altid er en risiko forbundet med at investere, og derfor bør man ikke i ren irritation vælge den vej, hvis man reelt ikke har risikovilligheden eller tidshorisonten til det.«

Læs også: Kapitalforvalter beskylder populær havredrik for fup: Har nu shortet aktien

Læs også: Vestas-analytiker: Det her kan skabe bekymringer for investorerne