Heftige kurstæsk til teknologiaktier har ikke stoppet danskernes sult efter områdets giganter som Apple, Amazon og Meta.

Ja, faktisk shopper danskerne løs i teknologiaktier, når der skal handles aktier på platformen eToro. I årets andet kvartal var det således techgiganter, der var de ti mest handlede aktier blandt eToros danske brugere.

Danskernes sult efter teknologiselskaber er bemærkelsesværdig i lyset af, at området er banket i bund på det seneste. Tag det teknologitunge Nasdaq-indeks, som er barberet ned med 28 pct. siden årsskiftet.

Dog kan danskernes sats på tech-aktier vise sig at give pote på den lange bane, mener eToro selv.

»Investorerne har taget de langsigtede briller på og holdt fast i deres 'big tech'-favoritter, selvom mange har taget et slag på aktiemarkederne i år. Dette kan ende med en belønning, da selskaberne stadig vokser og har stærke nøgletal,« forklarer eToros globale markedsstrateg, Ben Laidler, til Euroinvestor.

Teknologiaktierne dominerer indkøbskurven hos eToros brugere globalt, og Ben Laidler påpeger, at nye investorer kan se de lave aktiekurser som en mulighed for at købe sig ind i området til relativt billige penge.

Facebooks moderselskab, Meta Platforms, er eksempelvis braget ned og kan købes med 50 pct. rabat i forhold til prisen ved årsskiftet. Det er tilmed en organisation, der har planer om at udvikle det helt store Metaverse – en virtuel parallelverden, der er blevet spået en stor fremtid.

Læs også: Ekspert: Tag metaverse alvorligt - du kan måske tjene penge på det

eToro har 27 millioner brugere globalt med en gennemsnitsalder på 35 år, men selskabet oplyser ikke, hvor mange danske brugere, der shopper aktier på platformen. Topchefen i eToro, Yoni Assia, sagde sidste år til Børsen, at platformen har over 100.000 danske brugere.

Helt øverst på danskernes favoritliste ligger aktierne i Tesla og Nio. Det er begge elbilproducenter – den ene i USA, og den anden i Kina. Det indikerer en tro på den nye teknologi, lyder det.

»De danske investorer er kommet tidligt ud af energiaktierne og køber nu op i teknologi,« fremhæver Ben Laidler.

eToro har for nylig adspurgt 10.000 privatinvestorer om deres syn på aktiemarkederne. En af konklusionerne er, at teknologi er den mest anden mest populære sektor for privatinvestorerne – kun overgået af energi.

Undersøgelsen viste også, at mindre end én ud af ti solgte deres investeringer gennem den seneste markedsnedgang, mens to tredjedele  holdt fast i deres positioner, og yderligere 28 pct. valgte at købe op i markedsdykket.

De ti mest populære aktier blandt eToros danske brugere i andet kvartal af 2022:

  1. Tesla

  2. Nio

  3. Apple

  4. Amazon

  5. Meta Platform

  6. GameStop

  7. Alibaba

  8. Microsoft

  9. Alphabet

  10. NVIDIA

Læs også: Bavarian får ny millionordre

Læs også: Alle frygter Putins træk torsdag – derfor kan aktierne brage ned