Henter kommentarer

Danskers elbilfirma smides af børsen: 'Abnormt lave prisniveauer'


Det er begyndelsen på enden for elbilfirmaet Fisker som børsnoteret selskab. 

New York Stock Exchange (NYSE) har således mandag besluttet at igangsætte en 'delisting' eller afnotering af Fisker-aktien. Det fremgår af en meddelelse, hvor NYSE begrunder beslutningen med, at Fisker-aktien »ikke længere er egnet til notering på grund af 'abnormt lave' prisniveauer.« 

Fisker, der har den danske bildesigner Henrik Fisker i spidsen som adm. direktør, har været kriseramt i længere tid. 

Mandag kulminerede det så med den forestående afnotering, samt et afbrudt samarbejde med en unavngiven bilproducent, der potentielt kunne redde selskabet, som er i fare for konkurs efter selskabet blandt andet kunne fremvise et underskud på 5,3 mia. kr. i 2023. 

Fisker-aktien blev således sendt ned med 28 procent på børsen i New York mandag, inden handel med aktien blev stoppet, skriver Reuters

Overfor Reuters spår Thomas Hayes, der er formand for hedgefonden Great Hill Capital ikke selskabet mange overlevelseschancer. Han mener det er et spørgsmål om tid, før Fisker vil søge om konkursbeskyttelse i USA: 

»Jeg kan ikke sætte en dato på, om det er næste uge eller næste år, men det er uundgåeligt,« siger Thomas Hayes til Reuters. 

Fisker har mulighed for at komme med indvendinger mod NYSE' beslutning om at afnotere aktien. Fisker-aktien er faldet med 98,4 procent det seneste år og koster nu 0,09 dollar per aktie. 

Læs også: Økonom peger på særligt faresignal på aktiemarkedet

Læs også: Nordisk storbank advarer om risiko for kursfald