Henter kommentarer

Den bliver kaldt "skattemæssigt attraktiv" – men kun meget få danskere kender til den


Blot to ud af ti danskere kender til aktiesparekontoen.

Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse, der er interesseorganisation for blandt andet banker og værdipapirhandel i Danmark, på baggrund af en undersøgelse foretaget af Epinion.

Aktiesparekontoen blev indtroduceret tilbage i 2019, og som indehaver af en aktiesparekonto bliver man hvert år lagerbeskattet 17 pct. af ens afkast. Afkastet består af udbytte samt realiserede og urealiserede kursgevinster og kurstab. Lagerbeskatning betyder, at man betaler skat af ens afkast, uanset om man har solgt aktier eller ej.

Dermed adskiller en aktiesparekonto sig fra et traditionelt depot, da man der først bliver beskattet, når man har realiseret sin gevinst - altså når man for eksempel har solgt en aktie.

Undersøgelsen viser til gengæld også, at mere end halvdelen af de danskere, der kender til aktiesparekontoen, allerede har oprettet en konto eller forventer at oprette en i fremtiden. Dermed er potentialet til at udbrede kendskabet til ordningen stort, lyder det fra Finans Danmark.

Læs også: Hvad er en aktiesparekonto?

»At næsten 8 ud af 10 danskere ikke kender til aktiesparekontoen viser, at vi som branche fortsat har en opgave med at fortælle den almindelige dansker om de muligheder, som aktiesparekontoen giver,« udtaler Birgitte Søgaard Holm i meddelelsen, der er direktør for Investering og Opsparing i Finans Danmark. Hun tilføjer:

»Aktiesparekontoen er skattemæssigt attraktiv, da afkastet beskattes med blot 17 pct., og skatten beregnes og betales af banken via ens aktiesparekonto. Som investor slipper man dermed for at lave skatteindbetalingerne selv, og man risikerer heller ikke at få en ubehagelig overraskelse, når man modtager sin årsopgørelse. Det er en stor fordel for især mindre erfarne investorer.«

Selvom kun to ud af ti danskere kender til aktiesparekontoen, er ordningen populær blandt dem, der kender til den. I undersøgelsen svarer 26 pct. af dem, der kender til ordningen, svarer at de har oprettet en aktiesparekonto, mens 27 pct. svarer, at de forventer at oprette en i fremtiden.

»Mere end halvdelen af de danskere, der kender til aktiesparekontoen, har allerede en konto eller forventer at oprette en konto i fremtiden. Det viser, at det er en attraktiv ordning, og vi forventer, at flere danskere vil tage ordningen til sig i takt med, at kendskabet til den udbredes. Samtidig har vi tidligere set, at aktiesparekontoen er populær blandt unge investorer og danskere, som ikke tidligere har investeret. I forhold til at styrke investorkulturen i Danmark er potentialet ved at få udbredt kendskabet til aktiesparekontoen derfor stort,« lyder det fra Birgitte Søgaard Holm.

Læs også: Aktiechef: Sådan kan du gøre porteføljen sommerklar

Læs også: Knap så hed boligfest: Nu falder prisstigningerne