Henter kommentarer

Det bør du vide inden fondsbørsen åbner


Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier.

Investeringsøkonom: Nedturen for grønne aktier er ikke slut endnu

Efter at vinden har blæst kraftigt i de grønne aktiers retning i 2020 er luften i de seneste uger fordampet fra danske aktier som Ørsted, der er faldet mere end 25 pct. siden årets højeste niveau og Vestas, der er faldet lidt mere end 20 pct. siden det højeste niveau i år.

Investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, mener dog ikke at denne nedtur er slut og tror, at grønne aktier fortsat vil tabe det næste stykke tid. Han udtaler i den forbindelse til Euroinvestor »Nedturen for de grønne aktier er ikke nødvendigvis slut endnu. Min egen fornemmelse er, at Ørsted og Vestas skal yderligere 10 pct. ned, før vi indleder en stabiliseringsfase.«

Du kan læse mere om Per Hansens tanker om de grønne aktiers udsigter her.

Lars Tvede spår aktiedyk og går i shortposition

Investoren og finansmanden Lars Tvede forudser aktiekorrektion, og har derfor solgt sine platin- og kobberpositioner samt gået short i Nasdaq. Det skriver Børsen.

Han forklarer, at det er de seneste dages kursfald i Tesla-aktien, der har fået ham til at spekulere i kursfald og rette sin portefølje, hvor han udtaler til Børsen »Teslas kursfald ligner det, der satte lavinen i gang. Det aktierally, vi har haft, siden markederne vendte sidste år, har været verdensrekord i stigninger, og det er meget usædvanligt, at der ikke kommer en seriøs korrektion undervejs på sådan en optur. Mine tekniske indikatorer begyndte at slå alarm for et par uger siden, og kigger man på, hvad der foregår inde i markedet, er der områder med deciderede bobler,«

Du kan læse mere om Lars Tvedes frygt for et aktiedyk her.

Genmab-topchef: Tre produkter kan blive til fem i år

Genmabs tre indtjeningsheste kan meget vel blive til fem i løbet af 2021. De nye produkter, der i 2021 skal løfte indtjeningen i Genmab er Johnson & Johnsons Amivantamab mod lungekræft og Tisotumab Vedotin til behandling af livmoderhalskræft.

Topchef i Genmab, Jan van de Winkel udtaler om de nye produkter til Ritzau Finans »Amivantamab har "breakthrough therapy designation", så det kan gå meget hurtigere. Og faktisk kan Amivantamab potentielt komme på markedet i første halvår i år. Men det er op til Janssen og den regulatoriske proces hos FDA. Men jeg tror, at det er meget muligt, at vi i år får to produkter godkendt, så vi samlet kommer op på fem molekyler skabt med Genmab-teknologi,«

Du kan læse mere om Genmabs nye produkter til 2021 her.

Jyske Bank-topchef: Ser afmatning på boligmarkedet - men ingen boble

Anders Dam, den administrerende direktør i Jyske Bank, ser en afmatning på boligmarkedet på vej, efter overraskende prisstigninger i 2020. Selv om villaer og rækkehuse er steget med 7,6 pct. i 2020 og ejerlejligheder ned 10,3 pct., ifølge Boligsiden.dk, så ser Anders Dam dog ingen boble i ejendomsmarkedet.

Anders Dam forklarer til Børsen »Det virker varmt i øjeblikket. Det gør det. Men jeg afstår fra at komme med deciderede prognoser. Men det virker, som om det er let at komme rundt som sælger i øjeblikket. Det er jo dem, der køber marginalt her på toppen, der risikerer at få ørerne lidt i maskinen.«

Du kan læse mere om Jyske Bank-topchefens tanker omkring boligmarkedets udsigter her.

Novo: Vi står stærkt i USA

Novo Nordisk står stærkere på sit vigtigste marked, USA, end koncernen selv forventede for bare to år siden, da medicinalkoncernen er langt foran sine "strategiske aspirationer" for markedet. I 2020 var fremgangen på 3 pct., og buddet blegner i forhold til forventningen for 2021 om en stigning i salget på 5-9 pct mod de forventede 0-2 pct årlige fremgang, som blev fremlagt i slutningen af 2019.

Administrerende direktør i Novo, Lars Fruergaard Jørgensen, fremhæver til Finans »Vi står bedre i dag, end vi gjorde dengang. Det skyldes, at lanceringen på trods af covid-19 er gået rigtig godt. Det gælder både for Ozempic og Rybelsus«

Du kan læse mere om Novo-topchefens positive udsigter for deres vækst i USA her.

Investeringsbank om Mærsk: Ser højere rater

Ifølge den schweiziske investeringsbank UBS vil A.P.Møller-Mærsks Ocean-forretning sandsynligvis opleve høje fragtrater på højere niveau end før corona-pandemien. Udsigten til højere rater skyldes endnu engang flaskehalse. Mens der igen er flere containere til rådighed, så er der udsigt til forstoppelse i de amerikanske containerhavne på vestkysten den kommende periode.

UBS fastholder sin købsanbefaling af aktien i Mærsk med et kursmål på 16.000 kr. Det svarer til et potentiale på 23 pct. i forhold til tirsdagens lukkeniveau i 12.920 kr.

Du kan læse mere om investeringsbankens analyse af raterne her.

Dagens tal og begivenheder

Asetek - Årsregnskab

Nvidia - Årsregnskab

TCM Group A/S - Årsregnskab

Axactor - Årsregnskab

Lollands Bank A/S - Årsregnskab

NKT - Årsregnskab

BNP, Q4 - Tyskland

Crude-olielagre - USA

Læs også: Giganter fylder en femtedel af stort indeks - investor kalder det "alarmerende"

Læs også: Tre aktionærer i kryptoselskab taber 1,7 milliarder på en uge