Henter kommentarer

Det bugner med penge på de danske bankkonti: »Danskerne er yderst velpolstrede«


1.041 mia. kr.

Så mange penge havde danskerne samlet på deres indlånskonti i maj, viser nye tal fra Nationalbanken.

I forhold til april faldt indlånet i sidste måned med 10 mia. kr., men alligevel er indlånsniveauet det næsthøjeste registeret nogensinde – kun overgået af april måned i år.

»Den ene måneds mindre fald bryder slet ikke med, at danskerne er yderst velpolstrede med et rekordhøjt niveau i indestående i bankerne,« lyder det i en skriftlig kommentar fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre.

Ifølge ham giver danskernes tårnhøje indlån tro på, at forbrugerne kommer til at bære økonomien gennem coronakrisen.

»Et bankindestående i fortsatte rekordhøjder giver en styrket tro på, at forbrugerne kommer til at bære dansk økonomi gennem den næste del af krisen. Det er ikke fordi, at forbrugerne går ud og tømmer kontoen i morgen, men den her type opsparing har en kortere vej til forbrug sammenlignet med bolig- eller pensionsopsparing, som i øvrigt også slår rekorder. Jeg er på alle måder overbevist om, at vi kommer til at se højt forbrug over en længere periode, som ikke alene viser sig at være klemt sammen alene omkring den første del af genåbningen,« skriver cheføkonomen.

Indlånstallene for maj betyder, at hver voksen dansker i gennemsnit har 224.000 kr. stående i banken. Man skal dog ikke gå i panik, hvis tallet ikke er genkendeligt.

»Indlånet er langt fra lige fordelt, og en lille gruppe sidder på en stor del af pengene. En typisk dansker har derimod nærmere 50.000 kr. stående på kontoen,« skriver Jeppe Juul Borre.

Læs også: Sydbank advarer: Disse aktier kan let blive ramt af aktiedyk

Læs også: Danskernes aktieformuer sætter ny vild rekord