Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har onsdag som ventet hævet sin rente med 75 basispoint til intervallet 3,00-3,25 pct., men bankens ledelse venter at løfte renten med yderligere 1,25 pct.point inden nytår.
Det fremgår onsdag af det såkaldte dotplot-diagram med Federal Reserves chefers individuelle renteforventninger.
Dermed ses fed funds rate slutte 2022 i niveauet 4,375 pct. Der er to rentemøder tilbage i år, i henholdsvis november og december.
Læs også: Forudser lavere vækst og højere inflation
Løftet vil i givet fald svare til fem gængse forhøjelser på 25 basispunkter, men i denne stramningscyklus har banken dog gået hurtigere og mere aggressivt til værks med renteløft på 50 basispoint i maj og med 0,75 pct.point i juni, juli og altså nu også i september.
Onsdagens nye diagram indikerer, at medlemmerne af Federal Open Market Commitee, FOMC, centralbankens renteudvalg, er blevet markant mere høgeagtig end det forrige diagram fra juni, da medianen af chefgruppens input pegede på en rente til nytår på 3,375 pct.
For 2023 er spådommen nu også, at renten vil slutte året i 4,625 pct. mod et bud i juni på 3,675 pct., og Federal Reserve er altså i dette tidsperspektiv nu mere høgeagtig end for tre måneder siden.
Læs også: Snart kan der være store mængder olie og gas på vej til Danmark
Dernæst spås det, at renten igen vil dale til 3,875 pct. ved udgangen af 2024, mens det ved udgangen af forrige kvartal var forventningen, at fed funds rate ville ende i 3,375 pct.
Den amerikanske centralbank kigger i forbindelse med onsdagens rentemelding for første gang helt frem til og med 2025. Her ses renten i løbet af kalenderåret blive sat ned med 75 basispoint til 3,125 pct.
Medlemmerne af Federal Reserves ledelse ser fortsat, at den langsigtede neutrale rente vil ligge i 2,50 pct.
Dotplot-diagrammet udarbejdes en gang i kvartalet.
Læs også: USA fortsætter korstoget mod inflationen - sådan reagerer aktierne
Læs også: Særlig investorfænomen vinder frem – det kan være konsekvensen, hvis alle gør det
.\˙ MarketWire