Henter kommentarer

'Du skulle jo nærmest være dum for ikke at lave penge'


»Du skulle jo nærmest være dum for at ikke at lave penge.«

Sådan lyder det fra Jacob Pedersen, der er medlem af Millionærklubbens Junior Board, om tendensen på aktiemarkedet i 2020 og dele af 2021.

Boardet består af en gruppe unge investorer, der dyster med en række andre porteføljeforvaltere om at få 250.000 kr. til at vokse mest muligt på et år.

Læs også: Jeppe Christiansen: Det er et godt tidspunkt at købe aktier

Gruppen af unge investorer i Junior Boardet har investeret ligesom en betydelig del af verdens investorer – både private og professionelle – og satsede på vækstaktier, der skød i vejret, da renterne faldt under coronakrisen.

I en tid, hvor aktiemarkederne efterfølgende bragede op, var det svært ikke at tjene penge på markedet, påpeger Jacob Pedersen.

»Vi har lagt rigtig mange penge i vækstaktier. Det gik rigtig pænt hele sidste år, hvor der ikke var noget renteniveau,« udtaler han i  Millionærklubben onsdag om deres investeringer i vækstaktier.

Læs også: Aktieordbog: Det dækker investeringsbegreberne over

Vækstaktierne var de helt store vindere på markedet i 2020 og dele af 2021. Nu er stemningen imidlertid vendt. Renterne er steget, og det har fået investorer til at flygte ud af vækstaktierne for i stedet at søge ly i value-aktierne.

Junior Boardet har dog valgt at holde fast i mange af vækstaktierne – herunder elbilproducenten Tesla, ehandelsmastodonten Amazon og havremælkproducenten Oatly

Vækstaktier sættes ofte op som modsætning til value-aktier, de såkaldte værdiaktier. Når du investerer i vækstaktier, så køber du aktier i et selskab, hvor der er spået store vækstmuligheder, og hvor der er en stor forventning til væksten i indtjeningen i fremtiden. Når du køber value-aktier, køber du aktier i selskaber, hvor du på flere parametre får god værdi for penge.

Du kan se, hvordan det er gået de forskellige porteføljeforvaltere her.