Europæiske aktier rammer uhyggelig milepæl


Europæiske aktier er havnet i et såkaldt bjørnemarked.
Det toneangivende europæiske Stoxx50-aktieindeks er faldet mere end 21 pct., siden aktieåret blev skudt i gang. Aktierne har med andre ord krydset grænsen ind til bjørnemarked-territoriet, som er defineret ved et kursfald fra den seneste top på mere end 20 pct.
Kursfaldene er accelereret, efter Rusland har invaderet Ukraine. Noget, der kan forklare kursfaldet i europæiske aktier er, ifølge Sydbank, at krigen kan gøre større skade på europæiske økonomi på grund af gasforsyningen. Kursfaldene har derfor bredt sig til hele det europæiske aktiemarked.
Læs også: Simon Richard Nielsen: To bekymringer du skal holde øje med nu
Ser man lidt bredere på, hvordan det er gået europæiske aktier, så rammer kursfaldene både store og små selskaber. Det kan ses på udviklingen i det bredere Stoxx600-indeks, der er faldet mere end 16 pct. siden årets begyndelse.
Stoxx600 er baseret på 600 aktier, der er udvalgt blandt de store, mellem og små selskaber på det europæiske aktiemarked. Aktierne er fundet i 17 forskellige europæiske lande.
Læs også: Vild udvikling: 'Priserne nærmest eksploderer op i dag'
Stoxx50 er derimod kun baseret på 50 large cap-selskaber fra otte eurolande, nemlig Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, Irland, Holland og Spanien.
40 af virksomhederne i Stoxx50 er fundet ved at se på de største selskaber i hvert af de otte landes ledende aktieindeks. De sidste 10 selskaber er ifølge investopedia udvalgt af en komité, der har rangeret de 41.–60. største selskaber fra de otte landes aktieindeks.
Indekset opdateres hvert år i september. Konkurser, fusioner og lignende kan dog betyde, at aktieindekset opdateres før tid.
Stoxx50 er ligesom Stoxx600 udbudt af den tyske indeksudbyder Stoxx.