Henter kommentarer

Sydbank: Krigen flår potentiale ud af aktierne her


Ruslands invasion af Ukraine har suget kurspotentiale ud af europæiske aktier.

Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen i et nyt analysenotat til bankens kunder. Krigshandlingerne præger fortsat de finansielle markeder, og der er grund til at tro, at krigen rammer europæisk økonomi hårdere end amerikansk økonomi på grund af gasforsyningen fra Rusland, lyder det.

Læs også: Disse aktier anbefaler storbanken nu sine kunder at købe

»Krigen har potentiale til at gøre noget større skade på europæisk økonomi (i form af gasforsyningen) end på amerikansk og EM-økonomierne. Derfor ser vi også afkastfordelen på de europæiske aktier indskrænket i forhold til særligt USA-aktierne,« skriver aktieanalysechefen.

Sydbank ser dog stadig et større potentiale blandt europæiske aktier end i andre dele af aktiemarkedet – herunder amerikanske, danske og globale aktier.

Læs også: Tror overset 'aktie-juvel' kan stige 50 pct. på 2-3 år – 'den er for billig'

»Vi har fortsat indtrykket af, at krigen i Ukraine ret hurtigt kan blive noget, som aktieinvestorerne »lærer at leve med«, og at indflydelsen på de daglige aktiekursudsving herefter faktisk bliver begrænset. Men usikkerheden om forløbet er ekstremt høj i den nære fremtid, og der er udsigt til, at de mest risikofyldte aktier kan få det svært i perioder,« skriver Jacob Pedersen.

Investorer skal samtidig huske, at aktiemarkederne vil blive påvirket af andre ting end krigen i Ukraine i fremtiden, understreger banken.

Ruslands invasion af Ukraine har sendt demonstranter på gaden verden over i protest mod Ruslands angreb. Hundredvis af civile ukrainere er blevet dræbt - heriblandt børn - ifølge Ukraines indenrigsministerium, skriver CNN. Vis mere

Der er stadig en pengepolitisk opstramning på vej i USA, og selv om Den Europæiske Centralbank udskyder sin opstramning på grund af Ruslands invasion, er der stadig udsigt til, at »både lavrente- og likviditetslykkepillerne forsvinder inden for de næste kvartaler,« forklarer aktieanalysechefen.

»Det regimeskifte vil øge aktieinvestorernes prisbevidsthed og reducere letsindigheden yderligere. Holder økonomierne sig på vækstsporet, kommer det nye pengepolitiske regime til at gøre mest ondt på de dyre amerikanske aktier,« lyder det fra Jacob Pedersen.

Sydbank forventer, at den udvikling vil lægge låg på afkastet i de spirende vækstmarkeder, de såkaldte emerging market-aktier, i 2022, da der vil være en »generelt aftagende risikovillighed.«

Læs også: Selskaber i masseflugt fra Rusland

Læs også: Sydbank om Bavarian Nordic: Nye data tyder på attraktiv coronavaccine