Henter kommentarer

Fed-formand: Derfor fortsætter vi krigen mod inflation


Formanden for den amerikanske centralbank, Jerome Powell vil fortsat hæve renterne, fordi man har lært af 1970erne, hvor man også var udfordret af inflation.

Det understreger formanden i en tale torsdag, skriver CNBC.

»Historien sender en klar advarsel mod, at man lemper pengepolitikken for tidligt,« lyder det blandt andet fra formanden.

På blot 22 måneder – mellem januar 1973 og oktober året efter – skrantede det vigtige aktieindeks, S&P 500, med svimlende 48,2 pct.

Det massive fald blev udløst af den 20 dages lange Yom Kippur-krig med indblanding fra datidens supermagter, Sovjetunionen og USA. Derpå en hårdtslående oliekrise, og sidst – men ikke mindst: En tårnhøj inflation på ryggen af 1960ernes fremgang.

I dag er der atter krig, en lurende energikrise og himmelråbende inflation på menuen.

Powell betoner desuden, at centralbanken er sat i verdenen for at sikre en inflation på omkring 2 pct. over tid, og at det kan blive omkostningsfuldt at lade inflationen løbe løbsk.

»Jo længere inflationen forbliver et stykke over målet, jo større er risikoen for, at befolkningen begynder at se høj inflation som normen, og det har kapacitet til at øge omkostningerne af at nedbringe inflationen,« forklarer han.

Formandens udmelding vækker opsigt, fordi markedet hele tiden spekulerer i, hvor meget den amerikanske centralbank, Federal Reserve (FED), hæver renten.

Efter Jerome Powells tale satser markedet i høj grad på, at Fed hæver renten med 0,75 procentpoint ved deres næste rentemøde, som ligger om cirka to uger, skriver CNBC.

Den amerikanske inflation aftog en smule i august, da den landede på 8,5 pct. mod 9,1 pct. i juli.

Fed hævede renten med 0,75 procentpoint ved deres seneste rentemøde i juli.

Læs også: Advarer investorer: Det her kan blive meget værre

Læs også: Tror det kan ændre hele markedet – 'Det vil vende situationen helt på hovedet'