I en årlig rapport fra FN's konference for handel og udvikling, Unctad, kritiserer den internationale organisation de rige landes regeringer og centralbanker for på uforsigtig vis at gamble med verdensøkonomien, og det vil især ramme de fattige lande.

Det skriver The Guardian.

Besparelser på de offentlige budgetter og markante renteløft fra centralbankernes side er de foretrukne, og i økonomisk teori også oftest anbefalede våben, i kampen mod de høje prisstigninger.

Læs også: I disse tre aktier forventer spekulanter størst kursfald

Udfordringen er blot, at det risikerer at bremse væksten og i værste fald udløse en recession, som alt andet lige vil ramme de fattigere lande og deres befolkninger hårdest.

Derfor mener Unctad, at et "akut kursskifte" er nødvendigt for at undgå en kaskade af gældskriser samt sundheds- og klimanødsituationer i fattigere lande, der stadig kæmper med at finde fodfæste efter pandemien og med effekten af Ruslands overfaldskrig mod Ukraine.

FN-organet mener på den baggrund, at man nu er ved at gentage de samme fejl fra 1970'erne og 1980'erne, hvor man også brugte strammere finanspolitiske og pengepolitiske vilkår for at klemme inflationen ud af systemet, og Unctad peger på, at en stor del af inflationen nu kommer fra stigende priser på mad og energi og friktion i den internationale handel frem for en for høj efterspørgsel.

Læs også: Kendt tech-investor: Jeg er bekymret for big tech

Unctad, som i rapporten vurdere, at renteforhøjelserne vil skære 3600 mia. dollar fra fremtidige indtægter i de udviklende lande, Kina undtaget, anbefaler i stedet strategisk priskontrol, særskatter på særligt store indtjeninger, mere åben konkurrence og strammere regler omkring spekulation i råvarer.

- Det virkelige problem, politikerne står overfor, er ikke en inflationskrise forårsaget af for mange penge, der jagter for få varer, men en distributionskrise med for mange virksomheder, som betaler for højt udbytte, for mange mennesker, der kæmper fra løncheck til løncheck, og for mange regeringer, som overlever fra obligationssalg til obligationssalg, siger Richard Kozul-Wright, ansvarlig for rapporten fra Unctad, til The Guardian.

.\˙ MarketWire