Henter kommentarer

I disse tre aktier forventer spekulanter størst kursfald


I anden del af september er Danske Bank, Rockwool og GN Store Nord de tre aktier, hvor shortpositioner er steget mest i C25.

Sådan lyder det fra Lars Hytting, der er chef for aktiehandlen hos Artha Kapitalforvaltning i en kommentar mandag morgen.

Når en investor shorter – eller går kort – i en aktie, spekulerer vedkommende i at kursen vil falde. Det sker gennem en række af træk, hvor en investor låner aktier i en given virksomhed af en aktionær, sælger dem videre og så køber den tilbage igen. Og desto mere kursen på den lånte aktie går mod nul, desto højere bliver investorens fortjeneste.

Alle tre aktier har taget nogle ordentlig dyk over den seneste måned af forskellige årsager. Danske Bank, Rockwool og GN er henholdsvis dykket med 10,4 pct., 20,4 pct. og 39,6 pct. den seneste måned.

Læs også: Biotekaktien er tordnet op – derfor holder garvet investor fast i aktien

Den danske høreapparatsproducent GN Store Nord er presset for tiden. Det skyldes blandt andet C25-selskabets store gæld er blevet opbygget i forbindelse med købet af Steelseries, der producerer udstyr til gaming.

»Havde det ikke været for selskabets gæld, ville selskabets aktiekurs nok have været noget højere,« siger Niels Leth, aktieanalysechef i Carnegie, til Finans.

Også Danske Bank er lige nu i et uheldigt fokus i form af de flere retssager, som er kulminationen på den omfattende hvidvaskskandale, der har udspillet sig i bankens filial i Estland. I 2017 blev det afdækket, hvordan mistænkelige milliarder strømmede gennem bankens estiske filial fra russiske kunder.

Mange forskellige årsager har spillet ind i Rockwools problemer, som har sendt aktien på nedtur. Det danske C25-selskab, der har specialiseret sig inden for materialer til isolering, er blandt andet blevet presset af et generelt kollaps i grønne aktier, stigende energipriser og det at de har produktion i Rusland.

De tre mest shortede aktier lige nu er Ambu, GN Store Nord og Netcompany, skriver Lars Hytting i ovennævnte kommentar.

Læs også: Kendt tech-investor: Jeg er bekymret for big tech

Læs også: Kursfald på kursfald: 'Svært at få øje på, hvad der kan vende udviklingen'