Forudser bølger af fald: Det kan få markederne til at bløde


Verden kæmper med inflation, der forsøges bremset af renteforhøjninger. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hævede styringsrenten med 75 basispoint onsdag aften.
Både inflationen og renteøgning får markederne til at bløde, men det er et nødvendigt onde, da det er centralt, at den amerikanske økonomi sættes i bakgear for at få bugt med inflationen.
Det skriver Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank i en kommentar.
Læs også: 'Mange danskere vil nok se det som et forvarsel om, hvor galt det kan gå'
Aktierne faldt på de globale markeder, efter den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag hævede styringsrenten, og det stopper umiddelbart ikke her. Federal Reserve indikerer yderligere renteforhøjninger, og renterne ses ikke nedsat før tidligst 2024.
Rentestigningen vil uundgåeligt være med til at sænke inflationen, men man ser ifølge Sydbank allerede inflationen sprede sig i form af høje lønstigninger, og det modarbejder inflationen. Det amerikanske arbejdsmarked skal svækkes mærkbart, hvis inflationen skal ned omkring målsætningen på 2 pct. igen.
Læs også: Snart kan der være store mængder olie og gas på vej til Danmark
- Medicinen ser ud til at være klar. Federal Reserve må tvinge amerikansk økonomi i bakgear. Det vil ramme virksomhedernes indtjening, og forventningerne om en indtjeningsfremgang på cirka 8 pct. i det kommende år i USA ser bestemt ikke ud til at afspejle dette, skriver Jacob Pedersen
NEDJUSTERINGER MED EUROPA I FØRSTE RÆKKE
På aktiefronten ser fremtiden som følge af de stigende renter og inflation rød ud for de globale aktiemarkeder og byder på nedjusteringer, og man kan forvente et lavt eller negativt afkast i de kommende år, men det betyder ifølge aktieanalysechefen ikke, at man skal sælge alle sine aktier.
De stigende renter kommer til at udmærke sig i højere omkostninger både hos forbrugere og erhverv, da det skyder hul i købelysten og forbrugsmuligheder.
- De næste uger og måneder vil derfor blive præget af en væsentlig højere andel af nedjusteringer, end investorerne har vænnet sig til, skriver Jacob Pedersen.
Sydbank vurderer, at det er aktierne i Europa og på Emerging Markets, der står i første række, når nedjusteringsbølgerne begynder at rulle. Der er også risiko for kursfald for de amerikanske aktier, men Sydbank fastholder en lille favorisering i afkastmulighederne i USA foran Europa og Emerging Markets.
Det skyldes, at USA ikke er ramt lige så hårdt af energikrisen som Europa, da de forenede stater i høj grad er selvforsynende.
.\˙ MarketWire