Der venter en overraskelse for markedet i det nye aktieår.

Det vurderer Saxo Banks aktiestrateg, Peter Garnry, i en kommentar om udsigterne for 2023. Den høje inflation er langt mere vedholdende, end mange forventer, og det gør også, at investorer bør have bestemte aktier, forklarer han.

»Alle veje fører til højere inflation og dermed højere renter. Markedet ønsker bare ikke at se det endnu, hvilket også skaber fundamentet for en stor markedsoverraskelse i 2023,« forklarer han.

Vi står ifølge ham over for en skillevej, fordi verden deler sig i to overordnede værdi-systemer. Det gør det langt vigtigere for eksempelvis Europa at være selvforsynende og være sikret adgang til energi, metaller og landbrugsvarer. Europa vil i fremtiden blive uafhængig af russisk energi, engagere sig mere i Afrika for at sikre sig ressourcer, hvilket vil øge konkurrencen imellem Europa og Kina, forudser Saxo Bank.

Læs også: Saxo Bank: Sådan har danskerne købt aktier i et 'skelsættende' aktieår

Det påvirker inflationen, understreger aktiestrategen og fremhæver flere ting, der påvirker inflationen.

»Den grønne omstilling, der finder sted midt under en krig i Europa, samt mangel på energi- og metal-forsyninger vil gøre et grønnere samfund dyrere på kort sigt, og vedvarende energikilder medfører betydelige omkostninger over et vist niveau; det er inflationært,« forklarer han og fortsætter:

»Klimaændringer vil forstyrre fødevareproduktionen i et stigende tempo; det er inflationært.«

»Mineselskaberne leverer stadig ikke meget afkast på den investerede kapital, og derfor har vi brug for meget højere metalpriser til metal-efterforskning og -udvinding for at imødekomme vores forventninger; det er inflationært. Listen bliver ved og ved.«

Læs også: Vil du have det optimale skattefradrag inden nytår? Så skal du reagere nu

Det betyder, at energisektoren fortsat vil spille en vigtig rolle og skabe enormt afkast for aktionærer, påpeger Peter Garnry.

»På kort sigt er olie og gas kommet for at blive, og ESG-bevægelsen har skabt en mis-prisfastsættelse, som investorer, der ikke er ESG-begrænsede, kan drage fordel af,« forklarer Peter Garnry.

Han forventer dog, at eksempelvis brint, vedvarende energikilder, atomkraft og fusionskraft på langt sigt vil dominere og levere afkastet.

På tærsklen til 2023 er udgangspunktet stadig, at det er et must at være eksponeret mod energisektoren, men der er også andre dele af markedet, der bliver interessante, mener strategen.

»Det strukturelt højere inflations- og renteniveau vil over den næste økonomiske cyklus skabe kraftig medvind for den finansielle sektor. Mineselskaber er også stadig en nøglesektor, man bør være eksponeret imod, mens teknologisektoren generelt ikke er færdig med at tilpasse sig det nye regime,« lyder det fra Peter Garnry.

Investorer bør blandt andet undgå mindre selskaber med megen stor gæld, og hvor der er relativt mange ansatte, fordi de elementer vil presse selskabernes indtjening, lyder det fra Saxo Bank.

Banken fremhæver derimod læren fra den legendariske investor Warren Buffett under energikrisen i 1970erne. Den bestod i, at selskaber med høje marginer, stærke brands og en konkurrencedygtig teknologi klarede sig bedre i et inflationært miljø.

Læs også: Sådan er Danmarks rigeste mands formue forsvundet i 2022

Læs også: Se listen: Danskerne har solgt ud af en særlig gruppe aktier i 2022