Henter kommentarer

Vil du have det optimale skattefradrag inden nytår? Så skal du reagere nu


Der kan være mange penge at tjene på at sikre sig skattefradrag i 2022.

Vil man have flere penge tilbage i skat eller undgå en lurende restskat eller dobbeltskat, så gælder det om at reagere i tide inden årsskiftet.

Sådan lyder det fra privatøkonom hos PFA Pension, Camilla Schjølin Poulsen.

Læs også: Fem fif fra økonomen til at at gå tidligere på pension

»Hvis man ønsker et større fradrag, kan man sagtens indbetale ekstra penge på enten ratepension eller livrente. På ratepensionen må der indsættes 59.200 kr. i år. Det bedste er at lave ekstraindskuddet, hvor man i forvejen har sin arbejdsgiver pension. Dermed mindskes risikoen for den dobbeltbeskatning, som beskrives længere nede, idet et eventuelt overskydende beløb bare flyttes til livrente med det samme,« forklarer hun.

»På livrenten må man via arbejdsgiver indsætte ubegrænset af sin løn. Privat må der derudover indsættes op til 54.200 kr. hvilket udløser fuldt fradrag i år. Indsætter man mere end det, flyttes overskydende fradrag til efterfølgende år, og så bør man lige sikre sig, at årsopgørelsen ser rigtig ud,« tilføjer hun.

Værdien af skattefradraget afhænger af, hvor meget man tjener. Kan man trække beløbet fra helt op i topskatten, så vil et indskud på for eksempel 50.000 kr. betyde, at man får cirka 52 pct. tilbage i skat.

Oven i dette kommer det ekstra pensionsfradrag, som automatisk gives til alle, der indsætter op til 77.900 kr. årligt på ratepension og livrente. Det ekstra pensionsfradrag er særligt højt de sidste 15 år før folkepensionsalderen. Tilsammen kan de to fradrag maksimalt betyde, at et pensionsindskud på 50.000 kr. giver cirka 30.100 kr. tilbage i skat. Betaler man ikke topskat, så er beløbet i stedet cirka 22.600 kr.

Læs også: Hvem arver din pension? Her er de klassiske fælder

Camilla Schjølin Poulsen understreger, at man skal huske at pengene skal være på kontoen eller policen senest den 30. december for at få fradraget i år.

Omvendt er der hvert år tusindvis af danskere, der uforvarende risikerer dobbeltskat.

Siden 2016 har tallet ligget ret stabilt på omkring 35.000 til 40.000 danskere. I 2021 var det cirka 38.000 danskere, der tilsammen stod til dobbeltskat af 377 mio. kr.

»Problemet opstår, hvis man indsætter for meget på ratepension. Ofte sker det når man indbetaler på en privat pension ved siden af sin arbejdsgiverpension, eller hvis man har flere arbejdsgivere på samme tid eller har skiftet job i løbet af året,« forklarer Camilla Schjølin Poulsen.

Læs også: Disse regler skal du kende, hvis du vil give store pengegaver inden årsskiftet

Den samlede max på ratepension er i år 59.200 kr. Den overskydende indbetaling bliver stående på ratepensionen, men altså uden skattefradrag, og når pengene senere udbetales, så skal man betale skat – igen. Det er en virkelig dårlig udnyttelse af sine hårdt tjente penge, tilføjer hun.

»Løsningen er enten at reagere inden årsskiftet ved at få flyttet det overskydende beløb til en livrente, eller alternativt at reagere, når man får sin årsopgørelse næste år. Her vil der stå en advarsel øverst oppe. Desværre viser tallene, at ganske mange danskere ikke får reageret på advarslen, og dermed fanger bordet altså efter noget tid,« lyder det fra privatøkonomen.

Også på aldersopsparingen skal man være vågen. Får man indsat for meget her, så kommer en strafafgift på 20 pct., som dog kan nedsættes til 4 pct. hvis det overskydende beløb flyttes til anden pensionsordning.

Camilla Schjølin Poulsen understreger, at en værdifuld pointe er, at hvis man alene indbetaler via én arbejdsgiverpension, så kan man være trygt forvisset om, at pensionsselskabet sikrer, at ovenstående problemer slet ikke opstår.

Læs også: Er du over grænsen? Sådan undgår du at betale topskat

Læs også: Nye regler kan give pensionister flere tusinde kroner ekstra hver måned