Henter kommentarer

Hvem arver din pension? Her er de klassiske fælder


Hvert år er der cirka 9.000 danskere, der dør inden pensionsalderen, og dermed ikke selv får glæde af deres pensionsopsparing.

Det vurderes samtidig, at omkring 9 mia. kr. af danskernes pensioner hvert år udbetales til de efterladte.

Dermed er der mange penge på spil, og det er vigtigt at zoome ind på, hvor det oftest går galt, når pensionen går i arv til de efterladte.

Sådan lyder det fra privatøkonom hos PFA Pension, Camilla Schjølin Poulsen.

Læs også: Disse regler skal du kende, hvis du vil give store pengegaver inden årsskiftet

Tal fra PFA viser, at kun omkring 7 pct. af kunderne aktivt har valgt at sætte navn på den eller de personer, der skal arve deres pension. Resten kører efter den automatiske begunstigelse 'nærmeste pårørende,' hvor det er den øverste i rækken, der arver hele opsparingen.

»Ved ikke at have taget stilling risikerer mange danskere, at pengene fra deres pension havner hos andre end dem, de ønsker skal arve. Reglerne er nemlig sådan, at hvis man for eksempel har børn fra et tidligere forhold og har fået en ny ægtefælle eller partner, så er det den nye ægtefælle eller partner, som arver hele pensionen – ikke ens børn,« forklarer hun.

Hun tilføjer, at ændringen trådte i kraft ved forsikringsaftaleloven i 2008, hvor det nye var, at en partner eller samlever, som man har boet sammen med i minimum to år, blev inkluderet som arvtager ved dødsfald.

Læs også: Er du over grænsen? Sådan undgår du at betale topskat

»Tager man børn med sig ind i det nye ægteskab eller parhold, risikerer man altså, at hele ens pension havner hos den nye ægtefælle eller partner, uden at ens børn arver noget. Og det er for sent at gøre noget ved fordelingen, når man først er borte,« siger Camilla Schjølin Poulsen.

»Med en tårnhøj dansk skilsmisseprocent er der forudsætninger for stridigheder, der ellers kunne være undgået. Derfor kan det være rigtig godt givet ud at bruge 10 minutter på at tage stilling til, hvem man ønsker, der skal arve ens pension, når man går bort,« tilføjer hun.

Hun pointerer, at man særligt skal være vågen, hvis man ønsker at ens børn skal arve noget af ens pensionsopsparing eller livsforsikring. Her er de nemlig først nummer 3 i rækkefølgen.

Læs også: Nye regler kan give pensionister flere tusinde kroner ekstra hver måned

»Den største overraskelse er ofte, at en samlever efter blot 2 års samliv automatisk arver hele pensionen,« siger Camilla Schjølin Poulsen.

Især fordi, at der i forhold til alle ens øvrige arveforhold, for eksempel værdien af ens bolig, bil, opsparingskonti mm. først skal oprettes et testamente, før samleveren får en eneste krone. Men der gælder altså helt anderledes regler, når vi taler pension og livsforsikringer.

Et eksempel kunne være, at hvis man både efterlader sig ægtefælle og børn, så får ægtefællen altså 100 pct. af pensionen,
idet ægtefællen står først i rækkefølgen af ens nærmeste pårørende.

Læs også: Dorte bankede sit strømforbrug ned: Det var ikke det værd

Du kan herunder se rækkefølgen over ens nærmeste pårørende i forhold til at arve ens pension og livsforsikring:

  1. Din ægtefælle eller registrerede partner
  2. Din samlever, hvis I bor sammen i et ægteskabslignende forhold og har gjort det i mindst to år – eller hvis I venter, har eller har haft barn sammen*
  3. Dine børn, børnebørn mv. (dine livsarvinger)
  4. Dine arvinger i henhold til testamente eller arveloven

* Er policen tegnet før 2008, er samlever ikke med under 'nærmeste pårørende', ellers samme rækkefølge.

Læs også: Disse politiske tiltag kommer til at gavne din privatøkonomi i 2023

Læs også: Hvis du skal bruge af din formue – så overvej denne rækkefølge