Henter kommentarer

Fem fif fra økonomen til at at gå tidligere på pension


Selvom tilbagetrækningsalderen i Danmark er stigende, er det tydeligt hos PFA, at mange kunder i dag ønsker at tilrettelægge deres økonomi, så deres sidste år på arbejdsmarkedet er af lyst og ikke af nød.

Sådan lyder det fra privatøkonom hos PFA Pension, Camilla Schjølin Poulsen.

»Med den stigende folkepensionsalder, og løbende politiske forandringer på tilbagetrækningsordninger som for eksempel seniorpension og efterløn, er det blevet tydeligt, at man skal sikre sig selv, for at kunne bevare muligheden for at gå tidligt på pension,« forklarer hun.

Læs også: Hvem arver din pension? Her er de klassiske fælder

Her følger fem fif til alle – unge som gamle – der har drømmen om at blive økonomisk uafhængige til at bestemme egen pensionsalder:

  • For det første skal man tidligst muligt i gang med selv at spare op til fremtiden. Jo længere pengene kan stå investeret, jo mindre behøver man selv at tage penge op af lommen. Rentes rente effekten betyder nemlig, at selv små beløb vokser sig store over tid. Her er pensionsopsparing genial, fordi der samtidig er en meget lav afkastskat som sikrer, at Skat tager så lidt som muligt af det løbende afkast undervejs. Dertil kommer at skattefradragene betyder, at man kan indbetale ekstra meget. En månedlig indbetaling på omkring 15 pct. af lønnen rækker langt. Er man højt lønnet, så bør det dog nærmere være 20 pct.
  • En anden stor fordel ved at spare løbende op er, at når man vænner sig til at undvære for eksempel 1.000 kr. hver måned, så behøver man ikke længere at spare helt så meget op, for at kunne bevare samme levestandard i fremtiden. Opsparing giver på den måde en værdifuld og effektiv dobbeltgevinst.
  • For det tredje bør man undersøge, hvornår ens pensioner tidligst må starte udbetaling og kanalisere sine indbetalinger hen på dem med den tidligste dato, for derigennem at sikre sig størst mulig fleksibilitet. (Se faktaboksen)
  • Netop fordi pensionsopsparing har regler for, hvornår pengene tidligst må udbetales, giver det for det fjerde mening også at have fri opsparing ved siden af, som er nem at komme til når som helst. Et godt sted at starte er at fylde op til den maksimale grænse på aktiesparekontoen, hvor afkastskatten er lav sammenholdt med, at den ikke giver modregning i for eksempel folkepension, tidlig pension og efterløn.
  • Femte og sidste råd handler om, at man bør sikre sig lavest mulige udgifter som pensionist, samt adgang til nogle af de penge, som er opsparet i boligen. Boliggælden bør maksimalt udgøre 40 til 60 pct. af boligens værdi på det tidspunkt, hvor man vil stoppe. Dermed øges chancerne for sænke sine udgifter ved at kunne omlægge lånet til 30 års afdragsfrihed. Omvendt skal man passe på med at knokle for at blive helt gældfri, fordi friværdien ofte kan være svær og dyr at få fat i igen.

I øvrigt kan det anbefales at tilrettelægge en fleksibel tilbagetrækning de sidste år på arbejdsmarkedet. Ofte vil en ugentlig fridag, tilkøb af ekstra feriedage eller skift til nye arbejdsopgaver gøre, at balancen mellem fritid og arbejde forbedres, og derved øger ens lyst til at blive længere i jobbet.

Læs også: Disse regler skal du kende, hvis du vil give store pengegaver inden årsskiftet

Læs også: Er du over grænsen? Sådan undgår du at betale topskat