Det danske aktiemarked fik fredag rundet ugen pænt af med en stigning i C25-indekset på 0,9 pct. til 1838,54.
Fremgangen var primært drevet af Novo Nordisk, som var tilbage i superform og endte i kursrekord efter et par dage med tilbagefald i aktien.
»Der er tegn på en defensiv rotation i markedet fredag og søgning over i sektorer som sundhed og forsyning, mens mere cykliske sektorer klarer sig lidt dårligere,« siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.
Læs også: Storbank: Så stort potentiale er der i Novos supersællert
Med fredagens plus fik C25-indekset også mere end indhentet fald fra tidligere på ugen, så facit for hele ugen var en stigning på 0,5 pct.
Herhjemme er der stigninger til 15 af de 25 eliteaktier, men det havde særlig stor betydning, at sværvægteren Novo Nordisk steg 4,1 pct. til 1164,20 kr., hvilket overgik mandagens lukkekursrekord på 1163,40 kr.
»Der er comeback til Novo, efter at den har været ramt af profithjemtagning de seneste dage. Den nyder også godt af, at sundhed generelt klarer sig godt i Europa i dagens marked.«
»Forsyningsselskaberne ligger også godt generelt set, hvilket også kan have en positiv afsmitning på Ørsted,« siger Martin Munk.
Ørsted endte 2,2 pct. højere i 604 kr.
I bunden lå Mærsks B-aktie derimod med et fald på 2,4 pct. til 12,815 kr.
Fredag viste spotraterne på global containerfragt målt på rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) ellers en stigning på 0,3 pct. - hvilket var fjerde uge i træk med fremgang.
Genmab har atter lidt nederlag i en voldgiftssag mod partneren Janssen Biotech om rettigheder til sit storsælgende kræftmiddel Darzalex Faspro.
Selskabet har nu mulighed for at anke afgørelsen, hvilket dog skal ske inden for kort tid. Sagen har ingen konsekvenser for Genmabs forventninger til 2023.
Læs også: Kendt investor: Tesla vil stige med 1127 procent
Voldgiftssagen blev anlagt af Genmab i juni sidste år, efter at biotekselskabet havde tabt en første voldgiftssag mod Janssen Biotech tilbage i april 2022.
Genmab-aktien endte 0,3 pct. højere i 2789 kr.
Der var fredag endvidere fortsat fokus på Tryg efter torsdagens stærke regnskab for første kvartal, hvilket på regnskabsdagen løftede aktien 5,8 pct. Fredag steg den yderligere 0,7 pct. - eller 1,15 kr. - til 159,15 kr., selv om aktien blev handlet eksklusive retten til det udbytte på 1,85 kr., som blev annonceret i kvartalsregnskabet.
Der var analysenyt til Coloplast, som fik sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" hos investeringsbanken Carnegie. Det til trods steg aktien 1,1 pct. til 959,40 kr.
Demant steg endvidere 2,1 pct. til 285,40 kr., selv om Morningstar sænkede anbefalingen af høreapparataktien til "sælg" fra "hold".
Lundbecks kursmål blev endvidere løftet til 42 kr. fra 37 kr. hos britiske Barclays med en fastholdt anbefaling "overvægt". B-aktien går frem med 4,1 pct. til 35,52 kr.
Parken Sport & Entertainment har valgt at droppe planer om at frasælge Parken stadion og de fire kontortårne, der er en del af Parken.
Det skyldes, at det lige nu ikke giver økonomisk mening at forsøge at skille sig af med aktiviteterne, oplyste Parken.
Parken Sport & Entertainment-aktien faldt 1,4 pct. til 110 kr.
Læs også: Den store guide: Sådan kan du give pengegaver til konfirmanden
Læs også: Danske Bank: Det her afslører et grundlæggende problem hos danskerne
.\˙ MarketWire