Henter kommentarer

Danske Bank: Det her afslører et grundlæggende problem hos danskerne


Mange private investorer, har alt for få obligationer i deres portefølje – og alt for mange aktier.

I hvert fald i forhold til deres risikovillighed og tidshorisont.

Sådan det lyder det fra Danske Banks chefanalytiker, Jacob Hvidberg Falkencrone, i en kommentar fredag.

Data for private investorer, der selv forvalter deres investeringer, afslører et helt grundlæggende problem i mange danskeres porteføljer, fortæller chefanalytiker Jacob Hvidberg Falkencrone fra Danske Bank.

»Det betyder også, at mange investorer formentlig løber en betydeligt større risiko med deres investeringer, end de burde,« uddyber han.

Læs også: Børshus om Danske Bank-aktien: Så højt kan den flyve

Han har kigget på data for privatkunder i Danske Bank, der selv forvalter enten hele eller dele af deres investeringer.

Ud af de investeringer, som privatkunder i danske selv forvalter, så fylder obligationer kun 12,6 pct. af de samlede aktiver. Til sammenligning udgør aktier 83,9 pct. og alternative investeringer 1,9 pct..

Jacob Hvidberg Falkencrone mener, at 83,9 pct. i aktier er en meget stor andel:

»Når vi giver investeringsrådgivning, anbefaler vi udelukkende en så høj aktieandel til investeringskunder med meget høj risikovillighed og en tidshorisont på mere end 15 år – og erfaringsmæssigt er det ret få procent af vores kunder, der har den investeringsprofil,« fortæller han i artiklen.

Læs også: Aktiestrateg om C25-aktie: 'Jeg ville være forsigtig med at købe ind i aktien'

Jacob Hvidberg Falkencrone fortæller også, at obligationer nu igen er blevet populære hos investorerne. Det skyldes blandt andet de stigende renter – og det har fået især danske realkreditobligationer til at komme i fokus. Afkastmulighederne er nemlig fulgt med.

Han mener også, at private investorer bør have flere obligationer i porteføljen. Blandt andet fordi det er med til at give stabilitet til en portefølje, samtidig med at de kan sikre et mere stabilt afkast. Og så er det helt essentielt for risikospredning, fortæller han:

»Generelt burde mange investorer nok bare have en større andel af alle de forskellige typer obligationer i deres portefølje. Når vi taler risikospredning, er det helt centralt at have den rette balance mellem de to store aktivklasser aktier og obligationer,« siger Jacob Hvidberg Falkencrone.

Læs også: Jyske Bank ser tegn på skift i markedet – her er vinderne