Henter kommentarer

Frygter det kan ramme det danske aktiemarked

Uroen i et lille dansk vækstselskab risikerer at få vidtrækkende konsekvenser for lysten til at investere i de allermindste danske aktier.

Sådan lyder advarslen fra den afgående bestyrelsesmedlem i Penneo, Steffen Heegaard, ifølge Børsen. Han har oplevet magtkampen i Penneo-toppen, hvor der har været uenighed om, hvorvidt it-selskabet skal forsøge en turnaround eller gå efter en stabil vækst. 

»Den uro, sagen har skabt, går jo ikke væk i morgen, og det vil uden tvivl få en afsmittende effekt på hele det danske aktiemarked og investeringsappetitten på vækstaktier, det kan der ikke herske tvivl om,« siger han til Børsen.

Som Euroinvestor tidligere har beskrevet, har de allermindste aktier på den danske fondsbørs længe været ude i investorkulden. Det skyldes ikke mindst, at mange af de helt små aktier er blevet sendt ud i ubønhørlige kursfald på grund af frygten for recession og kursfald.

Det er en tendens, som chefen for børsnoteringer på den danske fondsbørs, Carsten Borring, tidligere har sat ord på over for Euroinvestor.

Børsmarkedet har ifølge ham skullet vænne sig til, at renterne er buldret op de seneste par år, fordi centralbankerne har forsøgt at tvinge inflationen ned. Det har i hans optik bidraget til markante kursfald blandt mange selskaber - og skabt et nyt »prisleje« på markedet. Det kan du læse mere om her.