Nike-aktien får kniven i det amerikanske eftermarked, og er i skrivende stund nede med knap 11 pct. i eftermarkedet.
Det sker, efter at verdens største sportsudstyrsproducent har været ude at advare om et lavt encifret fald i salget i det indeværende kvartal. En udmelding der overrasker investorerne efter to kvartaler i træk med vækst, skriver Bloomberg.
De dårlige nyheder skyldes særligt, at selskabet i det indeværende kvartal halter bagefter i Kina, hvor salget er faldet med 17 pct., og i datterselskabet Converse, hvor salget er raslet ned med 30 pct.
Nedturen i Kina bunder blandt andet i færre kunder i de fysiske butikker, skriver Bloomberg.
Derudover er Kina i de seneste to år blevet et marked præget af massive rabatter, da forbrugerne har holdt igen på grund af økonomisk afmatning, en ejendomskrise og usikkerhed på arbejdsmarkedet.
På hjemmemarkedet i Nordamerika gør Nike dog fremskridt.
Det gælder særligt inden for løbekategorien, men det er ikke nok til at tilfredsstille investorerne, der er ivrige efter at se selskabet vinde terræn på andre forretningsområder, som i øjeblikket halter bagefter, skriver mediet.
Aktiens tilbageslag er endnu et i rækken, da sportsudstyrsproducenten nu har kurs mod sit fjerde år i træk med tilbagegang på børsen. Aktien er således nede med 10,5 pct. i 2025 forud for børsåbningen senere i dag.
Læs også: Investor fremhæver tre spændende aktier til 2026: Dansk kæmpe gemmer på fornuftigt potentiale
Læs også: Aktieanalysechef om friske tal: 'En tidlig julegave til aktieinvestorerne'


