Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier
Danske Bank-aktionærer får afvist erstatningssag
En sag mod Danske Bank er blevet afvist af en føderal appeldomstol i USA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Nogle aktionærer har sagsøgt Danske Bank for deres tab som følge af kursfaldet, da sagen om formodet hvidvask gennem bankens estiske afdeling blev afdækket af blandt andet Berlingske Business. I afgørelsen skriver de tre dommere, at "hvidvask i en enkelt afdeling i Estland ikke alene kan slå fast, at Danske Bank har gennemført en plan om bedrag for at snyde investorer"
Læs mere her
Investorer dropper danske aktier
Regnskabssæsonen blandt C25-selskaberne er ved at have sin ende, og kun 38 pct. af de 24 danske eliteselskaber har oplevet en positiv kursreaktion på handelsdagen ved regnskabet.
»Problemet er, at der allerede forud for regnskaberne var så høje forventninger, at vi ikke har set en positiv kursreaktion. Selvfølgelig har der været nogle undtagelser, bl.a. Novo, men generelt var optimismen på forhånd indregnet i aktiekurserne. Hvis man skulle opnå et positivt aktieafkast, skulle man overraske endnu mere. Forventningerne var med andre ord skruet for højt op« udtaler seniorstrateg i Nordea. Simon Kristiansen, til Børsen.
Læs mere her
Salesforce stiger efter regnskab
Salesforce stiger 2,8 pct. onsdag aften, efter softwareselskabet har offentliggjort sine tal for andet kvartal. Regnskabet indeholdt nemlig en opjustering af forventningerne for hele 2021. Koncernen, der gør sig i systemer til håndtering af økonomi og kunder til virksomheder, regner nu med en omsætning i år på 26,2-26,3 mia. dollar mod tidligere 25,9-26,0 mia. dollar.
»Da selskaber og regeringer verden over fortsat accelererer deres digitale transformation, leverede vi vort femte fænomenale kvartal i træk. Salesforce har aldrig set bedre eksekvering eller præstationer« udtaler Marc Benioff, topchef i Salesforce, i regnskabet.
Læs mere her
Pfizer søger om fuld godkendelse af boostervaccine
Den amerikanske medicinalkæmpe Pfizer har onsdag søgt de amerikanske lægemiddelmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), om en fuld godkendelse af brugen af en tredje dosis af selskabets coronavaccine.
Tidligere på ugen fik Pfizer, der har udviklet sin mRNA-vaccine mod covid-19, sammen med tyske Biontech, en fuld markedsføringsgodkendelse i USA af sin vaccines to første doser. Hidtil var vaccinen blevet givet til amerikanerne på baggrund af en nødgodkendelse.
En fuld markedsføringsgodkendelse gør det lettere at øge vaccinationsgraden i befolkningen, da det kan overbevise skeptikere til at få den, og da arbejdsgivere i højere grad kan forlange, at medarbejdere bliver vaccineret, inden de vender tilbage til arbejdspladsen.
Læs mere her
Dansker får kæmpe skattesmæk på bitcoin-fortjeneste
En dansk mand, der købte bitcoin tilbage i 2011 for 12.000 kr., kan se frem til et heftigt skattesmæk, skriver Berlingske på baggrund af en historisk dom i Vestre Landsret, der blev afsagt i sidste uge.
Da danskeren købte sine første bitcoins, kostede de omkring 1 dollar, og på et tidspunkt valgte manden at sælge en del af sin beholdning og scorede dermed en gevinst på over 10 mio. kr., og her opstod der tvivl om beskatningen.
Bitcoin-kursen lyder i dag på knap 48.000 dollar. Tilbage i april toppede kryptovalutaen, som blev handlet til 60.000 dollar.
Læs mere her
Markedstendenser
Futures for det tyske DAX-indeks, der er en god rettesnor for udviklingen på det danske marked, indikerer onsdag morgen et fald på 0,25 pct.
»Stemningen har været mere udpræget negativ på de asiatiske markeder i nat og både de europæiske og amerikanske aktiefutures peger pt. da også på en negativ åbning fra morgenstunden i dag.« skriver Handelsbanken i en morgenrapport.
Dagens tal og begivenheder
cBrain - Q2
Dell Technologies - Q2
Salmar ASA - Q2
GameStop Corp - Q2
Fynske Bank A/S - Q2
HP Inc. - Q2
Gyldendal - Q2
DELIVERY HERO - Q2
Olav Thon Eiendoms - Q2
Fjordkraft Holding - Q2
SKAKO A/S - Q2
SP Group A/S - Q2
Følg med i de kommende begivenheder, der kan rykke de finansielle markeder, i Euroinvestors opdaterede kalender med både regnskaber og økonomiske nøgletal.