Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier.

Danske Bank leverer bedre end ventet
Danske Bank kommer ud af 2021 med et resultat på 12,9 mia. kr. efter skat. Det afslører det netop offentliggjorte årsregnskab fra Danmarks største bank.

Analytikerne havde ventet et resultat på 12,7 mia. kr., viser estimater indsamlet af banken selv. Således lander banken bedre end ventet på bunden.

Læs mere her.

Nordea lander bedre end ventet
Storbanken Nordea har torsdag morgen leveret årsregnskab for 2021. Regnskabet viser en markant fremgang i forhold til samme periode året før, hvor coronapandemien dukkede op og disruptede verdenen.

Nettooverskuddet for hele året var bedre end ventet og klart bedre end i 2020. Det steg til 3831 mio. euro fra 2265 mio. euro.  De samlede indtægter for året steg til 9620 mio. eur fra 8466 mio. euro. Det var lidt bedre end ventet, da forventningen var 9575 mio. euro.

Du kan læse mere om regnskabet her.

Storbanken løftede også sløret for nye mål, der skal erstatte de eksisterende mål, der blev nået før tid. Det kan du læse mere om her.

Selv efter kæmpe nedtur i Vestas: Aktien er faktisk blevet dyrere
Selvom Vestas-kursen er raslet ned, så er aktien faktisk blevet dyrere. Det påpeger Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen om den danske vindmølleproducent.

»Selvom Vestas-aktien er faldet i kurs, så er Vestas-aktien blevet dyrere, fordi aktien har fået en højere prisfastsættelse målt på en forward P/E-værdi. Det er, fordi E'et (indtjeningen, red.) er faldet kraftigere end P'et (aktiekursen),« forklarer Jacob Pedersen.

Læs mere her.

Sydbank om Novo-aktien: Potentialet er ikke afspejlet i aktiekursen
Novo Nordisk-aktien er undervurderet. Det er en pointerne i et nyt analysenotat fra Sydbanks aktieanalytiker, Søren Løntoft Hansen.

Han har set nærmere på de seneste regnskabstal fra Novo Nordisk, og har en købsanbefaling på Novo-aktien.

»Novo Nordisk leverer en omsætningsmæssig stærk årsafslutning. 2022-prognosen indikerer et underliggende uforandret og positivt vækstbillede i 2022 i forhold til 2021. Det i vores øjne positive indtjeningspotentiale er ikke til fulde indregnet i Novo Nordisk-aktien,« lyder det fra Søren Løntoft Hansen.

Læs mere her.

Meta-aktien bløder: Taber mere end en femtedel af værdien
Aktien i Meta, moderselskabet bag Facebook, falder med 22,8 pct. i det amerikanske eftermarked, da selskabets prognose for første kvartal ligger under det ventede på Wall Street, og da brugertallet også var til den svage side i fjerde kvartal.

Læs mere her.

Spotify straffes for svage forventninger
Også den svenske musiktjeneste Spotify, som er børsnoteret i USA, faldt i eftermarkedet onsdag med 6,7 pct., idet selskabets forventninger til væksten i første kvartal er til den svage side.

Spotify regner ganske som ventet med en omsætning på 2,6 mia. euro, men buddet på antallet af betalende kunder i første kvartal på 183 mio. abonnementer ligger under det ventede 185,3 mio. kunder, ifølge Bloomberg News.

Læs mere her.

Markedstendenser
Futures for det tyske DAX-indeks, der er en god rettesnor for udviklingen på det danske marked, indikerer torsdag morgen en uændret åbning med en svag stigning på 0,05 pct.

Dagens tal og begivenheder

Følg med i de kommende begivenheder, der kan rykke de finansielle markeder, i Euroinvestors opdaterede kalender med både regnskaber og økonomiske nøgletal.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.