Henter kommentarer

Godt nyt til sommerhuskøbere: 'Mere at vælge imellem'


Er du på jagt efter efter et sommerhus? Så har du nu mere at vælge imellem.

Til gengæld er sommerhusene også dyrere nu end på samme tid sidste år.

Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark på boligudbuddet.

I alt er der nu 4.038 sommerhuse til salg, hvilket er en stigning på 5,8 pct. fra forrige måned.

Hvis man kigger på det samlede boligudbud i marts er det på markedet for fritidshuse, at udbuddet er steget mest. Det er ikke så overraskende sæsonen taget i betragtning, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea Kredit.

Læs også: Det danske boligmarked er blandt verdens mest risikable

»Der er nu engang flere, der kigger efter sommerhus på den lyse og varme tid af året end om vinteren, hvor mange sommerhuse står tomme. Stigningen i fritidshuse er ikke større end forventet, og vi er derfor ikke bekymrede for udviklingen på nuværende tidspunkt,« forklarer hun.

»Det stigende udbud er godt for køberne, da de får mere at vælge imellem, og derved får lettere ved at finde drømmeboligen. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, hvor dyr en bolig de har råd til. Så blot fordi udbuddet stiger, løser det ikke alle problemerne for de potentielle købere,« tilføjer hun.

Hun uddyber, at jo mere der er til salg, jo større er konkurrencen om købernes gunst, og det lægger alt andet lige en dæmper på eventuelle prisstigninger.

Læs også: På boligjagt? Nu er det blevet en smule nemmere

På trods af den store stigning i udbuddet af sommerhuse, så er det stadig kun halvt så mange sommerhuse til salg som i 2020, hvor coronapandemien satte gang i en stor omgang sommerhusfeber blandt danskerne.

Ifølge tal fra Finans Danmark står et sommerhus i dag i gennemsnit til salg til 26.217 kr. pr. kvm, hvilket er knap 6 pct. højere end for et år siden.

Det sætter samtidig en ny rekord for udbudspriserne på sommerhuse for en marts måned. Kun i august og september 2022 har der været udbudt sommerhuse til højere gennemsnitlige priser siden statistikkens begyndelse i 2004.

Læs også: Boligpriserne i kovending: Efter otte måneder stiger priserne

Læs også: Godt nyt til boligejere – 'renterne falder som en sten'