Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs vurderer, at USA's centralbank i sin kamp mod inflationen vil undgå at udløse en recession, og derfor er der udsigt til, at de lange renter vil holde sig på et relativt højt niveau frem til udgangen af 2024.
»Vores renteprognoser er baseret på, at vi ikke ser en recession, og at vi tror, inflationen fortsat vil ligge over Federal Reserves mål,« siger storbankens chefrentestrateg Praveen Korapaty til Bloomberg News.
Derfor spår Praveen Korapaty, at den tiårige statsrente i USA vil holde sig på 4,0 pct. eller højere i mindste to år endnu.
Læs også: Analytikere spåede store stigninger - nu er de kollapset
Begrundelsen fra Goldman Sachs er, at så længe kerneinflationen holder sig over centralbankens mål på 2,0 pct. om året, og der ikke sker en sammentrækning i USA's økonomi, så vil Federal Reserve ikke begynde at sænke sine renter endnu, hvilket markedet ellers ser ud til at indregne lige nu.
Den tiårige rente er de seneste godt to uger faldet med mere end 40 basispoint til 3,77 pct., fordi både forbrugerpriserne og producentpriserne i oktober dæmpede deres stigninger i forhold til september, og markedet har derfor indregnet, at inflationen har toppet og vil falde yderligere tilbage, så centralbanken allerede i 2023 vil kunne begynde at sænke renten for at holde gang i økonomien.
Goldman Sachs ser imidlertid den tiårige amerikanske rente stige til 4,50 pct. i andet kvartal næste år, inden den igen vil sætte sig og slutte 2023 i 4,30 pct. og 2024 i 4,05 pct.
Den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål, kerneprisdeflatoren PCE Core, viste senest en stigningstakt på 5,1 pct. på årsbasis i september.
Læs også: Han vil leve af udbytte: Disse aktier overvejer han
.\˙ MarketWire