SAS kommer i fokus fra åbningen tirsdag, efter at den svenske regering har afvist at komme med nye penge til det kriseramte flyselskab.

Derudover er der lagt op til en spændende dag for Bavarian Nordic, som tirsdag morgen har annonceret en vaccinekontrakt med den canadiske sundhedsstyrelse og i eftermiddag vil opdatere på selskabets forretning i relation til det igangværende udbrud af abekopper.

Mens det danske aktiemarked mandag holdt lukket på grund af 2. pinsedag, så blev der handlet på livet løs i USA og flere steder i Europa. De amerikanske aktier startede ugen lettere positivt, og i Frankfurt steg DAX-indekset pæne 1,3 pct.

Læs også: Nordnet om Bavarian Nordic: Risiko for skuffelse

Til gengæld ligger DAX-futuren tirsdag morgen 0,8 pct. lavere, og futuren for det brede amerikanske S&P 500-indeks falder 0,7 pct. efter en stigning i det underliggende indeks mandag på 0,3 pct.

»Stemningsskiftet på aktiemarkederne skyldes blandt andet relativt kraftige rentestigninger over det seneste døgn. Den største bevægelse har været i USA, hvor den 10-årige amerikanske statsrente er steget med 9 basispoint, så den dermed nu igen er over den vigtige psykologiske grænse på 3 pct.,« skriver Nordea i morgenkommentar.

Stigningerne mandag kom ifølge banken blandt andet på ryggen af tiltagende tegn på, at de kinesiske myndigheder nu begynder at lempe de meget hårde coronarestriktioner.

»Samtidig blev investorernes risikoappetit øget, efter det er kommet frem, at USA undersøger, om de vil lempe nogle af de handelsrestriktioner, der tidligere er blevet indført mod Kina. Endelig er der på aktiemarkederne en vis lettelse over, at risikoen for at den amerikanske centralbank vil forhøje renten med 75 basispoint på et enkelt møde er blevet mindre - i hvert fald er det ikke længere indpriset som en mulighed i markedet,« skriver Nordea.

Læs også: Elon Musk truer med at trække sig fra kæmpehandel – men Twitter holder ham fast

Herhjemme endte C25-indekset fredag 0,5 pct. højere i 1676,49.

Den svenske erhvervsminister, Karl-Petter Thorwaldsson, siger tirsdag på et pressemøde, at regeringen er klar til at konvertere gæld til aktier i SAS, men at det ikke vil tilføre yderligere kapital til flyselskabet.

- Regeringen er klar til at konvertere gæld til egenkapital. SAS vil konvertere gæld på totalt 20 mia. svenske kr., og vi foreslår en bemyndigelse til at konvertere fordringer til egenkapital, siger erhvervsministeren ifølge nyhedsbureauet Direkt.

- Staten har mandag til at mindske sin ejerandel i SAS. Vi siger nej til at tilføre ny kapital og kommer med meget stor sandsynlighed til at reducere vores ejerandel. Vi er ikke langsigtede ejere, siger Karl-Petter Thorwaldsson.

Fredag faldt SAS-aktien 2,1 pct. til 0,548 kr.

Bavarian Nordic kunne tirsdag morgen fortælle, at det har indgået en flerårig kontrakt om levering af Imvamune-koppevaccine til den canadiske sundhedsstyrelse. Kontrakten har en værdi af cirka 56 mio. dollar. I Canada er vaccinen også godkendt til abekopper som det eneste land udover USA.

»Sideløbende fortsætter Bavarian Nordic med at indgå kontrakter med andre lande, herunder Danmark, men også med lande uden for Europa, om levering af vaccinen til beredskabet i forbindelse med det aktuelle udbrud af abekopper, samt for at undersøge mulighederne for et længerevarende samarbejde om at opbygge lagre til det fremtidige beredskab,« skriver selskabet tirsdag morgen.

Læs også: Amazon stiger efter stort aktiesplit

Bavarian oplyste fredag efter børslukketid, at det tirsdag kl. 15 dansk tid vil holde en investor- og analytikerkonference om selskabets forretning i relation til udbruddet af abekopper.

Fredag steg Bavarian Nordic-aktien 3,7 pct. til 194 kr.

Siden dansk børslukketid fredag er der kommet branchenyt til Mærsk. Den franske shippingkoncern CMA CGM kom fredag aften nemlig med regnskab for første kvartal, som viste en stigning i overskuddet til 7,2 mia. dollar fra 2,1 mia. dollar i samme periode året før.

Forretningsmiljøet og konsekvenserne på mellem til langt sigt forbliver dog usikre, lyder det fra Mærsk-rivalen.

»Den skarpe stigning i energipriserne kombineret med prisinflation på mange råmaterialer tynger detailhandlen og kan også have en negativ påvirkning på den økonomiske situation og på udsigterne for den globale fragt,« skriver CMA CGM i regnskabet.

Mærsk B steg 0,4 pct. fredag til 21.320 kr.

Genmab har mandag sammen med partneren Seagen præsenteret foreløbige data fra et fase 1b/2-studie af Tisotumab Vedotin (Tivdak) i kombination med Pembrolizumab. Data viser en objektiv responsrate på 41 pct. blandt 32 patienter med tilbagevendende eller metastatisk livmoderhalskræft.

Fredag steg Genmab 1,7 pct. til 2101 kr.

Der er også nyt fra Zealand Pharma, som natten til tirsdag har præsenteret data fra et fase 1-forsøg med Dapiglutide mod overvægt og nu vil sætte fase 2-forsøg i gang. Dapiglutide viste i fase 1-studiet vægttab på op til 4,3 pct. af baseline-kropsvægten efter fire ugers behandling alt efter dosis. Derudover viste studiet en acceptabel risikoprofil, skriver Zealand Pharma.

Zealand Pharma steg 0,9 pct. til 90,80 kr. fredag.

Læs også: Boris Johnson vinder skæbnesvanger afstemning

Læs også: Præsident Biden i skarp vending til Musk: 'Held og lykke'

.\˙ MarketWire