De legendariske rutsjebaner i Tivoli kører op og ned, men siden coronapandemien brød løs, er det mest gået nedad for den københavnske have.
Men nu kører rutsjebanen op, og Tivoli skruer for anden gang i år op for sine forventninger til året.
Læs også: Nordea: Det bemærkelsesværdige er ikke aktierne
Den københavnske have forventer at omsætte for 1.000 mio. kr, og resultatet før skat ventes at lande et sted mellem 25-50 mio. kr.
De tidligere forventninger, der blev sat for fem uger siden, forventede en omsætning i omegnen af 850-950 mio. kr. samt et marginalt positivt resultat før skat.
Turisterne fra udlandet er vendt tilbage, og overordnet er det en usædvanlig god start på sommersæsonen, der får Tivolis regnskab i et lunere humør.
Læs også: Ser tidligere og dybere recession
Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, peger på, at fremgangen skyldes investeringer i Tivoli, på gastro-området, og at Tivolis »stærke kulturtilbud virker«. Ligeledes fremhæver direktøren sine medarbejdere:
»Den stærke, samlede indsats fra dedikerede medarbejdere i Haven har bragt os til, hvor vi er nu, og vi er klar over, at vi er i en privilegeret situation. Vi er stadig meget optagede af Tivolis fortsatte udvikling og af at komme med nye, relevante tilbud, samtidig med at virksomheden drives så enkelt og effektivt som muligt,« bemærker direktøren.
De seneste to årsregnskaber fra Tivoli blotter underskud og vidner om, at coronapandemien har været en massiv sten i skoen. I 2020 lød årets resultat på -142,9 mio. kr, og i det forgangne år -41,5 mio. kr.
En aktie i Tivoli kan anskaffes for 816 kr. i skrivende stund.
Læs også: Nordnet: Aktieoptur i sigte
