En række store aftaler med globale spillere, et stærkt partnerskab og mersalg til eksisterende kunder.

Det har været med til at sikre vækstselskabet Impero en vækst på 44 pct. i ARR i første halvår. ARR står for den årlige tilbagevendende omsætning, hvor månedlige abonnementsbetalinger bliver opgjort på årsbasis. Det viser friske tal fra selskabet, der tilbyder cloud-baserede compliance-løsninger, der kan hjælpe virksomheder med at have styr på risici og interne kontrolinstanser.

Vi taler om et SaaS-selskab (software as a service), der har udviklet en platform, der gør det lettere at overholde love og regler. Det handler om compliance, der dækker over, at en virksomhed overholder diverse regler – tænk GDPR, skat CSR – og kan dokumentere det.

Regnskabet viste, at …:

  • ARR voksede 44 pct. i 1. halvår sammenlignet med samme periode i 2020

  • Impero fastholder forventningen om en ARR på mellem 18-19,5 mio. kr. for 2021. Det svarer til en vækst på omtrent 50 pct. ift. 2020

  • Impero har sikret 8 pct. i mersalg til eksisterende kunder

  • Kundetab – churn – på under 2 pct.

  • Væksten er i overensstemmelse med forventninger, der blev meldt ud ifm. børsnoteringen i april

Imperos topchef Rikke Stampe Skov er glad for resultatet:

»Vi er glade og tilfredse med resultatet for første halvår, som lever op til vores forventninger. Vi er ambitiøse og har sat høje vækstmål helt fra start. Dem har vi indfriet ved bl.a. at sikre en række kundeaftaler med store globale virksomheder så som GroupM og gennem gode partnerskaber med blandt andre KPMG, der både har sikret vores første offentlige tyske kunde og mange andre.«

»I årets første seks måneder var COVID en konstant usikkerhedsfaktor for hele vores branche, hvor tæt dialog og kundekontakt er en nødvendighed. Trods udfordringen er det lykkedes os at præsentere 44 pct. vækst fra samme periode sidste år. Det er et resultat, som er helt i tråd den strategi, vi fremlagde i forbindelse med vores IPO, og det er vi tilfredse med,« udtaler hun i en meddelelse.

Læs også: Kommentar: Software-as-a-Service hitter på First North

Impero holder dog fast i sine forventninger til årets resultat, men forventer ikke desto mindre, at efteråret kan blive endnu bedre.

»Vi ser ind i et efterår, som forhåbentligt bliver mere frit for corona og derfor nemmere at navigere i. Første halvår har vist, at vi formår at generere et mersalg blandt vores eksisterende kunder, og at vores kundetab – churn – er under to pct., hvilket er utrolig lavt. Så i takt med at coronarestriktionerne forhåbentlig ophæves i de øvrige lande, vi opererer i, forventer vi endnu stærkere udvikling. Derfor fastholder vi vores guidance for året, hvor vi forventer at levere en vækst på omkring 50 pct.,« siger Rikke Stampe Skov i en meddelelse.

Impero fremhæver i forbindelse med de nye tal, at virksomheden har åbnet kontor i Düsseldorf i Tyskland, som skal sikre fortsat vækst i DACH-regionen. Impero lægger vægt på, at dets samarbejde med konsulenthuset KPMG har været med til at sikre Imperos første offentlige tyske kunder og mange andre.

Impero blev børsnoteret på Nasdaqs vækstbørs 'First North' 22. april 2021. I forbindelse med børsnoteringen modtog Impero tegningsordre for 169,9 mio. kr., hvilket svarede til en overtegning på 324 pct.

Læs også: Impero-topchef: Det fokuserer vi på nu

Læs også: Aktieordbog: Det dækker investeringsbegreberne over