Henter kommentarer

Jyske Bank ser potentiale for 'højere kurs' i industriselskab efter opkøbsrygter


 

Der er potentiale for at det tyske industriselskab Covestro, der producerer materialer af polyuretan og polykarbonat, på kort sigt kommer op i en højere kurs. 

Det skriver Jyske Bank i et analysenotat. 

Potentialet i aktien skyldes rygter om et muligt opkøb af selskabet fra Abu Dhabi National Oil Company, som der er indledt 'åbne drøftelser' med. 

»Vores fornemmelse er, at en afklaring ikke ligger lige for, men en potentiel overtagelse af Covestro kan ske til en højere kurs end den nuværende,« skriver Jyske Bank. 

Omvendt peger banken også på, at der er en sandsynlighed for, at forhandlingerne falder til jorden. 

Læs også: Jyske Bank anbefaler at købe dansk IT-aktie

Covestro er en tysk virksomhed, der tidligere var en del af kemigiganten Bayer. Selskabets produkter og løsninger anvendes på mange forskellige måder herunder til bygge- og konstruktion, transport, elektronik, sundhedspleje, emballage og meget mere. Selskabet har omkring 15.000 ansatte. 

Når Jyske Banks analytiker kigger på de underliggende faktorer i selskabet, der er med til at drive kursen, så ser det udfordret ud i øjeblikket. Den makroøkonomiske usikkerhed påvirker også forretningen i Covestro, samtidig med at lav efterspørgsel og stigende råvarepriser sætter indtjeningen under pres. 

Covestro forventer derfor at lande i den lave ende af sine indtjeningsforventninger: 

»Dette er en mere negativ ordlyd, end vi tidligere har hørt, og vi vurderer også, at det sløje miljø kan trække spor et stykke ind i 2024,« skriver Jyske Bank.

Læs også: Netcompany med på gigantisk, 'transformerende' aftale: »En meget vigtig milepæl«

Derfor vurderer Jyske Bank også, at en kortsigtet investering i selskabet afhænger af, om man tror på at overtagelsen går igennem: 

»Udover opkøbsrygterne er Covestro et konjunkturfølsomt selskab, som på den korte bane presses af svag efterspørgsel efter slutprodukterne (særligt byggeindustrien og varige forbrugsgoder), og 2023 og 2024 bliver derfor nogle udfordrende år. Når vendingen i økonomien kommer, kan væksten og indtjeningen forbedres hurtigt,« konkluderer banken. 

Data fra Bloomberg viser, at Jyske Bank har en hold-anbefaling på Covestro-aktien med et kursmål på 45 euro per aktie. Det er stykke under den aktuelle kurs på omkring 51 euro per aktie. 

I alt er der 22 analytikere, der dækker aktien, hvoraf 12 har en købsanbefaling, mens 10 analytikere anbefaler at holde aktien. 

Analytikernes gennemsnitlige kursmål – altså hvad de tror aktien skal bevæge sig i indenfor 12 måneder, er 53,8 pct. Det indikerer et kurspotentiale på omkring 5 pct. fra en kurs på omkring 51,3 euro per aktie mandag middag. 

Læs også: Jyske Bank om dansk folkeaktie: Du kan blive skuffet

Læs også: Danske Bank advarer: Nogle aktier er steget for kraftigt