Henter kommentarer

Jyske Bank tror aktierne skal længere ned


Nye, brede kursfald. Det er, hvad der venter investorerne i 2023.

Det vurderer Jyske Bank i en kommentar mandag morgen. Selv om 2022 bød på skræmmende tab til både aktie- og obligationsinvestorer, hænger der fortsat mørke skyer over de finansielle markeder ved indgangen til det nye år.

»Vi venter, at 2023 vil byde på et forværret vækstbillede, men et generelt bedre aktieafkast, selv om vi formentlig endnu ikke har set aktiebunden,« lyder det fra Jyske Bank.

Læs også: Aktiechef er ikke i tvivl: Det bliver den mest stigende C25-aktie i år

Det skal ses i lyset af, at et 2022, der bød på tårnhøj inflation, energikrise, centralbanker der strammede pengepolitkken og recessionsfrygt. Det bidrog til, at det globale aktiemarked faldt næsten 20 pct.

»Det bedste, der kan siges om 2022 som investeringsår, er vel, at det nu er overstået,« bemærker Jyske Bank i den forbindelse.

Investorer skal forberede sig på et udfordrende 2023, mener banken.

»Det er vores klare forventning, at 2023 bliver endnu et udfordrende år. Vi venter således, at udmarvelseskampen fra inflations- og rentechokket for alvor rammer forbrugere og virksomheder, og kombineret med sårbare boligmarkeder vil det sende både euroområdet og USA i recession i år.« lyder det fra Jyske Bank, der tilføjer:

»Til gengæld vurderer vi, at 2023 bliver et bedre år for aktiemarkederne end det elendige 2022, fordi markedet typisk vender, før recessionen er slut. Det er dog vigtigt at understrege, at vi formentlig endnu ikke har set bunden for aktiemarkederne, da markedet i vores øjne stadig mangler at indprise den forventede negative indtjeningsudvikling.«

Læs også: Advarer investorer: Frygter det her vil ramme aktierne

Jyske Bank er ikke den eneste, der mener, at investorer skal passe på. Nordea mener også, at investorer skal indstille sig på, at vi går en tid i møde, hvor usikkerheden er stor.

»Virksomhedernes regnskaber for 4. kvartal og hele året 2022, der begynder at komme i anden halvdel af januar, bliver den første store test for aktiemarkederne, mens obligationsinvestorerne vil holde et ekstra godt øje på de inflationstal, der offentliggøres i de kommende uger« lyder det i en kommentar fra den nordiske storbank mandag morgen.

Nordea fremhæver, at de finansielle markeder er præget af geopolitiske spændinger, krigen i Ukraine, recessionsfrygt samt en genåbning af kinesisk økonomi samt bedre nøgletal fra USA.

Læs også: Analytiker om C25-aktie: Den er værd at købe

Læs også: Han forudså finanskrisen - det tror han, der vil ske nu