Hvis du foretrækker at få en professionel investorer til at få dine penge til at yngle, kan det gøres via forskellige aktiefonde.

Men skal du vælge en udbyttebetalende fond eller en såkaldt akkumulerende aktiefond?

Det spørgsmålet har Euroinvestor stillet investeringsforeningen MW Compounders.

Den danske formueforvalter gik oprindelig i luften med en udbyttebetalende fond, men er nu også på vej med en akkumulerende investeringsfond. Oprettelsen af den nye fond skyldes interesse fra investorer, som ønsker at investere midler fra virksomhedsskatteordningen, forklarer porteføljeforvalter hos MW Compounders Johannes Møller.

Læs også: Hvad er aktiv og passiv investering?

»Hvis man har en virksomhedsskatteordning, kan man ikke investere i en udbyttebetalende. Så skal man have en akkumulerende fond,« siger Johannes Møller til Euroinvestor.

En akkumulerede fond udbetaler ikke udbytte. I stedet geninvesteres udbyttet. Investorerne i den nye fond får dermed udbyttet gennem en kursstigning på deres investeringsbeviser i stedet for at få pengene ud som udbytte.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Om man skal vælge den ene eller den anden fond, kommer an på, hvilke midler man skal investerer, fortæller Johannes Møller.

»Hvis man har frie midler anbefaler vi, at man bruger den udbyttebetalende, fordi der er realisationsbeskatning, så der er ingen grund til at blive lagerbeskattet hvert år. Med frie midler er det en fordel, at du først skal betale skat, når du sælger, fordi de penge kan investeres undervejs,« siger Johannes Møller.

Realisationsbeskatnig betyder, at man først skal betale skat, når man realiserer sin gevinst, altså når man sælger sit værdipapir. Ved lagerbeskatning skal man derimod betale skat på kursstigningen hvert år.

Ønsker man stadig at få renters rente- effekten på sin investering uden, at man selv skal ind og geninvestere udbyttet, kan man ved nogle investeringsplatforme vælge en funktion, som automatisk geninvesterer udbyttet fra fonden, påpeger Johannes Møller. Så kan man både automatisk geninvestere og slippe for lagerbeskatning.

Investerer man gennem sin pensionsopsparing eller selskabsmidler, er der ifølge porteføljeforvalteren en lille fordel ved den nye akkumulerende fond.

»Så kan man selv gå ud og sælge beviserne de dage, hvor man skal betale skat,« siger Johannes Møller.

Med den udbyttebetalende fond ved man ikke, om der udbetales udbytte, og hvornår det udbetales. Det kan dermed være sværere at tilpasse med sin skattebetaling.

Læs også: Så stor en pension skal du have til en god alderdom

Læs også: Hvad er en ETF?