Den kendte investor Michael Burry er langt fra den eneste, der satser på, at stjerneinvestoren Cathie Woods Ark Innovation ETF går dystre tider i møde.
Også norske privatinvestorere satser på fald. Det skriver det norske medie E24.
Amerikanske Cathie Wood har med sin kapitalfond Ark Invest tjent styrtende med penge ved at investere i teknologiselskaber. I 2020 blev hun udråbt som en af de helt store vindere på Wall Street, for mens andre så deres afkast smuldre, da coronapandemien rullede henover verden, landede hun et afkast på 150 pct. i 2020.
Tal fra analysebureauet S3 Partners viser, at sats på fald i Ark Invests' ETF'er gennem såkaldte short sales er steget til rekordniveau.
Ark Invest består af i alt syv ETF'er, og tilsammen har de nu en short interest på 11,35 pct. af de udestående aktier. Det svarer til 3,95 mia. dollar.
»Det er et meget aktivt short, med nye shortsalg til en værdi af 610 mio. dollar i løbet af de sidste 30 dage,« skriver analysechef i S3 Partners, Ihor Dusaniwsky, i en kommentar ifølge det norske medie.
Når en investor shorter – eller går kort – i en aktie, spekulerer vedkommende i at kursen vil falde. Investoren låner her aktier af en aktionær – typisk via en mægler – for at sælge dem. Hvis aktiens kurs falder, kan investoren købe aktien billigere tilbage, og herefter aflevere den til ejeren.
Investoren tjener derved på forskellen – minus et gebyr for at låne aktien samt kurtage. Desto mere kursen på den lånte aktie går mod nul, desto højere bliver investorens fortjeneste.
Michael Burry blev for alvor kendt i bredere investeringskredse efter Michael Lewis' bog fra 2010 ‘The Big Short: Inside the Doomsday Machine’. Bogen blev senere filmatiseret under navnet ‘The Big Short’, hvor Burry blev spillet af Christian Bale. Bogen og filmen beskriver, hvordan han – og en række andre – forudså krisen, der var under opsejling på det amerikanske boligmarkedet.
Michael Burry har tidligere argumenteret for, at han mener, at Tesla-aktien er for dyrt prisfastsat ligesom han har advaret om, at private investorer kan tabe store summer på en række meme-aktier og investering i kryptovaluta.
Wood svarer igen
Efter Michael Burrys sats mod Cathie Woods Ark Innovation ETF, har stjerneforvalteren svaret igen. Det skete via den amerikanske tv-station CNBC.
»Michael Burry skal have kredit for at have foretaget et godt kald baseret på fundamentaler og indset den katastrofe, der simrede på bolig-/realkreditmarkedet. Jeg tror ikke, at han forstår det grundlæggende, der skaber eksplosiv vækst og investeringsmuligheder i innovationssfæren,« lød det fra Cathie Wood. Læs mere om det her.
Læs også: Investorer dropper danske aktier: De er blevet for dyre
Læs også: Dansker får kæmpe skattesmæk efter at have tjent millioner på bitcoin

