Engang blev cannabisaktier set som fremtidens vækstkometer, og herhjemme kastede investorerne sig over de tre selskaber Dancann Pharma, Stenocare og CS Medica.

Men investorerne står i dag tilbage med en lang næse, skriver Børsen, der er dykket ned i cannabisselskaberne herhjemme, som har mistet pusten gevaldigt på børsen.

Således er aktien i Stenocare nede med over 97 pct. på fem år, Dancann-aktien er gået tilbage med 99,2 pct. siden sin børsdebut og CS Medica er blevet pillet af børsen. Tilsammen har de tre selskaber tabt mere end 173 mio. kr. i de seneste tre regnskabsår.

»Det er klokkeklart, at cannabissektoren ikke er blevet til det, man havde troet eller håbet. Vi ser en hel branche, som er udfordret. Jeg kan roligt sige, det ikke er noget, jeg vil kaste penge efter,« lyder det blandt andet fra investoren Jens Løgstrup til mediet.

Læs også: Spekulant om dansk gigants kursfald: 'Det var helt tilfældigt'

Læs også: Tesla-aktien er faldet 31 pct. på få måneder: 'Man skal virkelig passe på med den aktie'