Torsdag var dagen derpå efter den amerikanske centralbank Federal Reserves, Feds, rentemøde onsdag, hvor Jerome Powell, bankens formand, på sit efterfølgende pressemøde ifølge flere iagttaggere begik en uforceret kommunikationsfejl.

Den amerikanske centralbank leverede onsdag den ventede renteforhøjelse på 0,50 pct.point og bekræftede den tidligere skitserede plan om fra juni at reducere sin balance.

Det var dog efterfølgende meldinger fra bankens formand, Jerome Powell, som løb med opmærksomheden.

Han slog nemlig fast, at et renteløft på 75 basispoint til juni ikke overvejes "aktivt", hvilket flere aktører ellers havde ventet, og hvilket var delvis indregnet i handelen med rentefutures med en sandsynlighed på 35 pct.

- Derfor overraskede Powells kommentarer til den dueagtige side i forhold til, hvad markedet indregnede, konkluderer den schweiziske investeringsbank UBS.

Læs også: Dansk bundskraber med nye tal - her er overblikket

Samtidig så Powell den neutrale rente i 2-3 pct., hvor markedet i princippet allerede er, da både den femårige og den tiårige statsrente ligger lidt nord om 3,00 pct.

Meldingerne tolkes flere steder som en kommunikativ fejl og altså en mere dueagtig melding end ventet, og formand Powell missede på den baggrund måske muligheden for at komme "foran kurven", efter at banken længe har været kritiseret for at have reageret for sent på den tårnhøje inflation.

»Det er uklart, hvorfor Powell valgte at slå ned på prognoser om en forhøjelse på 75 basispoint. Måske ville han ikke signalere, at Fed er ved at gå i panik over dens manglende evne til at tæmme inflationen, og at den eneste måde at gøre det på er at hæve renten med stadig større løft,« skriver Bloomberg News' globale opinionsredaktør, Robert Burgess, i en kommentar sammen med Bloomberg-kollegaen Jonathan Levin.

- Ved så eksplicit tage en sådan bevægelse af bordet, risikerer Fed at fremprovokere det modsatte af, hvad banken ønsker at opnå, hvilket er at stramme de finansielle vilkår gennem efterspørgselssiden af økonomien.

Læs også: Markedet går helt rokoko - få overblikket her

Reaktionen onsdag var da også det modsatte, da aktierne drønede op med 3,0 pct., mens renterne faldt i både den korte og den lange ende.

Også i investeringsbanken BNY Mellon har man noteret sig udmeldingen fra centralbankens førstemand som en fejl.

»Vi undrer os over, hvorfor Powell valgte at være så receptagtig. Der ville have været en begrænset omkostning ved ikke at udelukke en bevægelse på 75 basispoint og en fordel at bevare centralbankens pengepolitiske muligheder fremadrettet,« skriver makrostrateg John Velis.

- At holde markedet delvist uvidende ville have været fordelagtigt, samtidig med at det ville have holdt investorerne oppe på tæerne, mens vi bevæger os dybere ind i året.

Hvis investorerne ved, at centralbanken ikke vil gribe til endnu større renteløft, kan det være med til at holde en hånd under aktierne. Og lige nu har centralbanken ikke behov for store aktiestigninger, hvis inflationen skal bekæmpes.

Læs også Danske selskaber i hopla: "Overraskende"

»Vi var meget overraskede over, at han syntes at udelukke et løft på 75 basispoint, da vi mener, Fed altid skal holde alle muligheder åbne, kommenterer Win Thin,« chef for valutastrategi hos Brown Brothers Harriman, ifølge Bloomberg News.

Mere end halvdelen af amerikanerne har nemlig en opsparing på mindre end 1000 dollar, ifølge CNBC, og derfor bider høj inflation meget hårdt hos den brede befolkning, som hurtigt kan blive ramt på forbruget.

På den baggrund har centralbanken behov for, at især de rige amerikanere holder op med at bruge deres penge og presse priserne op. Og det gøres mest effektivt ved at reducere velstandseffekten - altså med kursfald på aktiemarkedet.

Bloombergs kommentatorer åbner dog døren for, at markedet har fejllæst Jerome Powells meldinger, for han sagde også, at Federal Reserve ikke vil "tøve" med at tage de nødvendige skridt for tæmme inflationen, og han fremhævede også den tidligere centralbankchef fra 1980'erne, Paul Volcker, der med renteløft til 20 pct. lykkedes med at få bugt med 1970'ernes høje inflationsniveauer.

Torsdag er markedet da også i den grad vendt rundt med et minus på 3,2 pct., hvilket kan tyde på, at investorerne trods onsdagens meldinger, stadig venter strammere finansielle vilkår i den kommende tid.

»Tag ikke fejl, Fed er i den tidlige fase af en meget aggressiv stramningscyklus,« advarer Brown Brothers Harrimans valutastrateg Win Thin da også.

Læs også: I shitstorm efter tv-serie - nu jagter selskabet frisk kapital

Læs også: Danske pensionsselskaber sælger ud: Det er ikke der fremtidens afkast ligger

.\˙ MarketWire