Henter kommentarer

Kvinder og mænd vælger forskellige investeringsfonde men løber næsten samme risiko


Når mænd og kvinder køber investeringsfonde, sker det oftest i forskellige fonde. Til gengæld er risikoprofilen for kønnene næsten ens.

Det skriver interesseorganisation for blandt andet banker og værdipapirhandel, Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Mænd har en tendens til at vælge fonde med en smule større risiko end kvinder, når de investerer privat i investeringsfonde.

Investeringsrisikoen måles ved en særlig risikoindikator, SRRI, der er fastsat i EU-reguleringen, og som går fra 1 til 7. Jo større tal, jo højere risiko.

For mænds private formuer i fondene er den gennemsnitlige SRRI 4,53 mens den for kvindernes vedkommende er 4,25.

»Det er vigtigt at understrege, at der ikke kan opstilles faste regler for, hvor meget risiko en investor bør påtage sig – det skal altid tilpasses den enkelte investor, og derfor kan man heller ikke sige, at mandlige investorer påtager sig for meget risiko, eller at kvindelige investorer påtager sig for lidt risiko. Jo mere risiko man påtager sig som investor, desto større bliver det forventede afkast, men man skal selvfølgelig også være klar over, at tabet kan blive større,« udtaler Kåre Valgreen i pressemeddelelsen, som er investeringschef i Investering & Opsparing i Finans Danmark.

Investeringsforskellene mellem kønnene kommer især til udtryk, når man kigger på formuefordelingen inden for de forskellige typer fonde.

Mænds andel af formuen på tværs af alle danske fonde er 59 pct., mens kvindernes er 41 pct.

Kigger man alene på aktiefonde, vokser mændene andel af formuen til 63 pct., og kvindernes falder 37 pct.

Mænd ejer hele 70 pct. af fonde, der specifikt investerer i aktier i vækstlande som Kina og Indien, mens kvinderne ejer den største andel af formuen inden for kategorierne Aktier Globale og Aktier Danmark med henholdsvis 38 pct. og 35 pct.

Læs også: Private investorer kan være på vej væk fra aktiemarkedet i USA

Læs også: Corona-tabere gør comeback på aktiemarkedet