Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet sigter Danske Bank.
Banken er blevet sigtet for at have overtrådt reglerne omkring markedsmisbrug. Det skriver Danske Bank i en meddelelse. Det drejer sig om to potentielle overtrædelser af markedsmisbrugsforordningen på grundlag af utilstrækkelig overvågning af transaktioner i finansielle instrumenter og markedsmanipulation som følge af visse modsatrettede handler, hedder det i meddelelsen.
Sigtelsen bunder i en række modsatrettede handelsordre, som banken eksekverede på vegne af en række kunder. Handlerne skete i perioden fra 12. august 2016 til 22. februar 2019.
Kunderne skulle ifølge sigtelsen havde endt med at handle med sig selv som modpart, hvilket betød, at der ikke skete et skifte i ejendomsretten, skriver nyhedsbureuaet ritzau. Det er også det, der omtales som såkaldt 'wash trades'.
Hos Danske Bank understreger man, at man tager sagen »meget alvorligt.«
»Vi vil naturligvis samarbejde med SØIK og dele relevant viden og materiale om sagen, som vi tager meget alvorligt. Banken har ikke haft en tilstrækkelig markedsovervågning, og vi har derfor siden 2019 investeret betydeligt i at styrke vores overvågning af handler, systemer og kontroller og har også indført styrket forudgående kontrol af handler. Vi har ikke fundet tegn på forsætlige handlinger eller på, at kunder eller markedsdeltagere har lidt skade,« lyder det fra Danske Banks compliancechef, Philippe Vollot.
Danske Bank står til at få en bødestraf, hvis banken bliver fundet skyldig i sagen.
Du kan klikke dig ind på Danske Bank-aktien og se kursudviklingen og forskellige nøgletal om aktien her.
Læs også: Storbank fremhæver 3 danske bankaktier som 'favoritter'
Læs også: Opsigtsvækkende dansk aktieraket: 'Det er gået under radaren, hvor god den har været'






















